Jörg J. Buchholz

Barn 5 Hans Henriksen Dringenberg #82878

Født: omkr. 1453 i:

Død: i:

Boede Ålborg Stilling Møntmester

Der er nævnt en Møntmester i Ålborg som skulde være fra København, men som det ses er man ikke helt enige.

Johan D. Møntmester i Ålborg under kong Hans "Sorterup i "Fortegnelse over Generalmajor v. Krebers Mynt- og Medaillesamling (Kbh. 1841) s. 103 antager, at mester Johan D., der nævnes som møntmester i Aalborg 1501 i gildeskråen for Guds Legems gilde, var identisk med Henrik Dringenbergs søn Hans. Dette gentages af Hauberg 1886 s. 188, af Jørgensen 1888 s. 23 og af Østergaard 1944 s. 296; men som påvist af Person 1930 s. 91 er dette urigtigt. Hans Dringenberg, som var død før 1519, var præst i Malmø og kannik i Lund. - Møntergården i Aalborg ejedes 1506 af Helligåndsklostret, da det bortmageskiftede den til Guds Legems laug. (Otto Smith: Aalborg. Vandringer i den gamle Limfjordsby (Kbh. 1931) s. 114)" (Galster: Unionstidens Udmøntninger side 95 note 89)

Litteratur: ? Galster, Georg: Unionstidens Udmøntninger, København 1972 side 23 og side 95 note 89. ? Person, Erik: Myntmästerna i Malmö 1444-1512. I: NFM XII okt. 1930 side 85-90

Tilbage til Danmarks Mønter

Norske Hvide fra Kong Hans af Axel Ernst (her er kun meget lidt med resten ligger i Kopi Nr.35 men handler ikke om Dringnberg) Med hvor megen Omhu H. H. Schou's fortjenstfulde "Beskrivelse af danske og norske Mønter" (Khn. 1926) end er udarbejdet, har det ikke kunnet undgaas, at der senere er fremkommet en og anden Mønt, som ikke var ham tilgængelig under Værkets Udarbejdelse. Anmærkninger: * (1) "Nogle hidtil ukjendte norske Mønter fra Middelalderen", trykt i Chria. Vidensk. Selskabs Forhandlinger, 1878 Nr. 10; ogsaa i tysk Oversættelse i Numismat. sphrag. Anzeiger. 12. Jahrg., Hannover, 30. Januar 1881, p. 1-4. Et andet Exemplar af den her publicerede Skilling fra Bergen (Schou u. A. Nr.92, C. T. Jørgensen: Danske Mønter 1448-1888, Nr. 12) findes i L. E. Bruuns Samling Nr.9222 fra Guildal 72. * (1a) Medens G. T. Jørgensen, l. c. p. 23, kun nævner en Møntmester "Johan D., uden Tvivl Hans Dringenberg fra Kjøbenhavn" som Møntmester i Aalborg 1501, anfører Repertorium diplomaticum regni Danici mediævalis, series secunda, 5. Bind (1497-1504), Khn. 1933, under Nr. 8406 "Hans Mitzsener", Møntmester i "Alborgh" som Medbesegler af et i Aalborg den 3/6 1497 udstedt Dokument. * (2) At Kong Hans' Hvide dog ogsaa

1

Aalborg som møntsted af Svend B. Olesen Brugen af mønter som omsætningsmiddel menes opstået i Lydien i Lilleasien så tidligt som år 700 f. Kr. Herfra bredte kendskabet sig både mod øst og vest. I de klassiske lande Grækenland og Romerriget udviklede mønterne sig til rene kunstværker. Ordet mønt kommer af den romerske gudinde Junos tilnavn Moneta. I eller ved hendes templer fandtes de romerske møntværksteder. Romerske mønter kom til Danmark allerede i oldtiden og kendes i stort tal fra jordfund. De blev her i landet anvendt som smykker og amuletter. Da Romerriget gik til grunde, ophørte udmøntningen af de gode mønter, men kendskabet til fremstillingen bredte sig til aftagerlandene. Blandt disse Karl den Stores, hvis mønter blev eftergjort i Hedeby. I 900-tallet strømmede et stort antal arabiske - kufiske - mønter til Danmark. De kom som betaling for rav, pelsværk og kvinder, der var i høj kurs på markedet i Bagdad. Først med vikingetidens togter til England fik danskerne et virkeligt kendskab til mønter som betalingsmiddel. De fik dem i uhyre mængder som Danegæld, betaling for at undlade plyndring. Alligevel blev sølvet længe derefter vejet, når det blev anvendt i handelsøjemed. For at opnå den rette vægt, klippede man sølvet i stykker. Det skete også med mønterne, som derfor ofte forekommer halve, kvarte eller i endnu mindre stykker. Efter Svend Tveskægs indtagelse af England begyndte danske konger at slå egne mønter. De blev fremstillet af engelske møntmestre, og de havde den engelske konge Ethelreds mønter som forbillede. Den første konge, der lod slå mønt i Aalborg, var Knud den Stores søn Hardeknud, og byens første møntmester var englænder fra Lindcoln, som hed Lefvine. Han afløstes senere af sit bysbarn Alfric. Da Hardeknud regerede fra 1035 til 1042, er alle hans Aalborgmønter slået i dette korte tidsrum. Produktionen må have været betydelig, da hans mønter kendes fra 19 forskellige fund, hvis spredning med al tydelighed vidner om, at Aalborg på dette tidspunkt var en ikke ringe handelsby. Mønterne er foruden i Danmark fundet i Tyskland, Polen, Sverige og på Gotland. Fra de tre følgende konger kendes foreløbig ingen Aalborgmønter, men chancen for, at de dukker op en skønne dag er absolut til stede. Knud den Hellige lod slå mønter her i byen. Indtil 1922 kendte man kun en eneste. Nu ved vi, at han i sin korte regeringstid benyttede hele tre måske fire møntmestre i Aalborg. Deres navne var Sebiern, Godwine, Vorm og Orm. De to sidste kan være forskellige stavemåder af samme navn. Kongen er på sine Aalborg-mønter afbildet med en krone magen til den Herodes bærer på relieffet på Vor Frue kirke. Knuds mønter indeholdt kun en ringe mængde sølv, hvilket blev årsagen til det nordjyske oprør, thi da bøderne for det aflyste Englandstogt skulle inddrives, ville kongen kun tage sine egne mønter til en trediedel af den værdi, han havde udgivet dem for. Oprøret bredte sig som bekendt til det øvrige land og endte med kongens drab i Odense. I 1928 blev der gjort et møntfund på Bornholm. Deri var en mønt slået for Erik Ejegod af mester Edgar. Den er foreløbig eneste vidnesbyrd om denne konges virksomhed i Aalborg. Under prinsekrigen mellem Svend, Knud og Valdemar i 1100-tallet blev der slået store mængder af helt elendige mønter. Ikke alene var deres sølvindhold på det nærmeste lig nul, men de var kun præget på den ene side. Sådanne mønter kaldes brakteater. Mange af dem er slået i Aalborg. En enkelt har en primitiv fremstilling af byens borg. Også Erik Glipping, Erik Menved og Christoffer den anden lavede sådanne mønter i stort tal, og de var om muligt endnu ringere. En del al dem er utvivlsomt slået i Aalborg. Det gælder efter al sandsynlighed dem, der er præget med et eller flere store a'er. Da Valdemar Atterdag begyndte sit genrejsningsarbejde i Danmark, kunne han de første to år kun herske over Nordjylland med Åalborg som hovedstad. Kun i hans allerførste regeringstid lod han slå mønt. Senere klarede han sig altid med udenlandske mønter. Det er derfor sandsynligt, at hans mønter for størstedelens vedkommende er slået i Aalborg. Derefter skal vi helt frem til kong Hans, før der atter kendes Aalborg-mønter. Denne konge havde jo også på anden måde tilknytning til Aalborg. Han var således født på det gamle slot, og endte på mystisk vis sine dage her i byen. Hans møntmester hed Hans Dringenberg og var formodentlig tysker. Da han nævnes både i 1492, 1501 og 1525, er det givet, at han også har arbejdet for Christian den Anden og Frederik den Første, men medens udmøntningen under Kong Hans var ret betydelig kendes der foreløbig ingen sikre Aalborgmønter fra Christian den Andens regeringstid. Muligvis er dog nogle af de krigsmønter, denne konge lod fremstille, slået i Åalborg De var yderst primitive og kaldtes klippinge, fordi de var firkantede og klippet ud af en metalstrimmel, men kun forsynet med stempel på den ene side. De var altså lavet på samme måde som den klipping, der følger med denne beretning. Frederik den Første var den sidste konge, der lod slå mønt i Aalborg. Foruden Hans Dringenberg benyttede han en møntmester, der hed Jørgen Drenck. Til alle tider har der været mennesker, som faldt for fristelsen til at efterlave mønter eller forfalske dem, skønt næppe nogen anden forbrydelse blev straffet strengere og mere raffineret. En tysk møntmester, der for egen regning forringede mønten, blev således kogt levende i olie, mens den samme forseelse skaffede Knud den Hellige en helgenkrone. (fra: Mønt-Avisen 3,1978 side 16)

(the end)