Jörg J. Buchholz

indvielseskors. Omkring de 2 huller, der viser nedad mod vest, henholdsvis et vædder- og bukkehoved, som omkring hullet opad paa nordre side et faarehoved.
Som en mærkværdighed ser vi her paa nordre kappe rEsops kjendte fabel om ræven og storken, der gjensidig har hinanden til selskab, fremstillet gjennen 3 figurer: i midten en krukke, omslynget som af en slange, og paa liver sin side en ræv og en stork, som maaske mere ligner en trane. Jeg har ladet mig fortælle, at denne label nodes ofte fremstillet i gamle kalkmalerier. Menin- gen dermed har ingen forklaret mig. Frelseren taler til sine Disciple om, at de skulde være snilde som slanger og fromme soul doer! - I fablen fremstilles dog en vis
snildhed, selv om den gaar ud over næsten. Storken under ikke sin gæst, ræven, noget, siden den byder ma- den i` en langagtig krukke eller vase. -- Man har jo saa t:idr ironiseret over kirken, der tænkte paa sig selv. Kunde det ikke tænkes, at denne ironi havde faaet plads gjennem denne fabel? Mening naa der dog være i galskaben, skulde man synes}
Den eneste menneskelige figur blandt kalkmalerierne findes paa søndre hvælvingkappe -- og er i højeste grad tarvelig, ligner meget et billede, som man tegner for smaabørn. Skikkelsen er mandlig med en spidshue paa
hovedet og i haanden noget, som kan forestille en fakkel eller ketcher. Det kan se ud, som skikkelsen er ud- styret med benskinner og brystharnisk, hvorfor jeg har tilladt mig at anse den for en »herold' i modsætning til en betragtning, som i menigheden gjorde sig gæl- dende og til forargelse: at det var en mand med en
klatteradask, der stod over indgangsdøren. — At anse ham for en herold, der lyser eller baner vej for sin herre, synes mig, giver god mening og forsoner en med den mildest talt tarvelige skikkelse. --I midterkappen