Jörg J. Buchholz

Tilføj notat

HJEM                                      

Handel og erhverv omkring 1890 Navigator
Møller

Nordby

Ditlev Thyssen

Niels Busk Jensen, svend

Jens Mortensen

Rasmus Bendixen, svend

Møller Ditlev Thyssen

Møller Thyssen er født i Nordby den. 23. marts 1851, d. 25 december 1929, 77 år gammel. Som ung aftjente han sin værnepligt til søs, men valgte ellers landjorden til sin virkeplads. I 1876 kom han ind på Landbohøjskolen for at studere til dyrlæge. Han opnåede da også at få kgl. bevilling til at praktisere som dyrlæge på Fanø. I 1878 overtog han gården og møllen efter faderen. I 1886 brændte møllen den 16. oktober, uden at det lykkedes at finde årsagen til branden. Det antoges at det var en nedfalden meteorsten der havde forårsaget branden. Møllen blev bygget op igen og stod på den store møllebanke smukt knejsende over byen, indtil den i 1917 for anden gang blev flammernes nytte; og denne gang rejste den sig ikke igen af asken. Den store møllebanke er også snart borte.

1888 var Thyssen med til anlæggelse af Albue Fuglekøje. Han var en af hovedmændene og gjorde en stor indsats. Køjerne har gennem årene haft hans største interesse, og har i både tale og skrift taget ordet for køjernes bevarelse, særlig i de senere år, hvor køjernes bekæmpere i høj grad har løftet hovederne og råbt op om fuglekøjernes nedlæggelse.

På det offentlige område var Thyssen også med. Han var således fra 1885 til 1925, altså i 40 år, forligsmægler, og gennem 2 perioder var han medlem af Nordby sogneråd - i 1920 – 21 formand -. Han varetog sine offentlige hverv med alvor og grundighed.

I ca. 25 år var han repræsentant for Skandinavian America Linjen og mange har hos ham fået billetten, når de ville ud at prøve lykken på den anden side af Atlanten.

Thyssen var gift to gange,. Han blev i 1886 gift med sin anden hustru, der er af den kendte slægt Helms. Han har i hende haft en god støtte under sit arbejde derhjemme på gården, ligesom hun også i åndelig henseende har været på højde med ham I 1926 afstod Thyssen på grund af svigtende helbred, ejendommen til sin søn af første ægteskab, Hans Thyssen. Ditlev Thyssen bevarede trods sin sygdom en brændende interesse for begivenheder både herhjemme og i udlandet.

Møller Jens Mortensen

Træskomagere

I sine erindringer fortæller Jørgen Toft:

"De fleste af os børn gik med træsko og hjemmestrikkede uldne strømper efterår, vinter og forår.

Det var for det meste træsko af den type, hvor bunden med hælkappen var af træ. Overdelen var af læder. Der fandtes dog også træsko, hvor det hele var af træ med undtagelse af en smal strimmel over vristen, der var af læder. Træsko helt af træ mindes jeg ikke at have set, uden de enkelte der drev iland ude på stranden, antagelig kommen fra Holland. Træskoene, hvor det meste var af træ, og med en opadvendt spids snude, kaldte vi "Kat'træsko".

Træskoene var faktisk en glimrende fodbeklædning, når man tager hensyn til føret og klimaet herovre. Kumn i tøsne kunne det være lidt besværligt, når sneen klumpede under dem, men så kunne vi da konkurrere om, hvem der kunne få de højeste klumper under træskoene før de brækkede af. I vintertiden var det almindelig med en "Halmvisk", en flettet halmsål i træskoene. Vadede man træskoene over, så hældte man vandet og halmvisken ud, tog eventuelt strømperne af og vred dem, bjergede sig en ny visk halm og flettede sig en ny halmsål, og så holdt man let fødderne varme.

Når vi gik i hus, satte vi træskoene indenfor yderdøren og tog kludesko på. - Pjaltsko kaldte vi dem. - I gangene udenfor klasseværelserne i skolen var der specielle reoler, som man skulle stille træskoene i, og så skifte til medbragte kludesko.

Om sommeren gik vi barbenede, drengene også barfodede fra den tid, da gøen "æ Kukkemand" kom og til hen i oktober måned.

De første dage skulle man jo passe på, hvor man trådte, indtil fødderne blev lidt mere hærdede. Vi var også gerne generet af solskoldning på benene, vi gik jo med korte bukser.

De fleste stier og veje var jo af sand, og det sled jo ikke på fødderne. Glasstumper traf man sjælden på i sandet. Det var dengang skik, at lægge asken fra kakkelovn og komfur ude i vejene. Fra træet, der blev brugt at fyre med, kunne der jo komme et par gamle søm med, men det var nu sjældent. Søm blev trukket ud af træet, rettede og genbrugt.

På markerne skule man passe på blomstrende hvidkløver, der var jo gerne mange bier. Blev man stukket af en bi, så gjaldt det jo om at få brodden ud i en fart. Så skulle man helst finde noget mudder at stampe i med den stukne fod, så svandt ubehaget hurtig. En frisk kokage kunne også bruges. Jeg har også set en kokage brugt som omslag på en byld eller en bullen finger. Det var effektivt, men nok noget uæstetisk. Nå, kokager er vist heler ikke, som de var i gamle dage, da kunne de også bruges som brændsel.

Løb man rundt i heden, så lærte man hurtig at undgå kællingetand. Steder, hvor der var rusket lyng, skulle man også bevæge sig forsigtig henover, stubbene fra lyngen var hårde og skarpe. Nyhøstede kornmarker kunne også genere, men da de kom så sent på sommeren, at fødderne var hærdede, kunne man ved en vis taktik sagtens komme helskindet over dem.

Når træbunden var slidt op, men overlæderet ubeskadiget, kunne den lokale skomager skifte den slidte træbund med en ny.

Man fik gerne nye træsko om efteråret. Disse var gerne, eller blev ofte beslået med jernbeslag. Med disse jernbeslag kunne man slå gnister af brolægningen i Hovedgaden. I mørke sås det jo, og det blev jo tidlig mørkt om efteråret. Det var nu ikke velset hos forældrene, for jernbeslagene røg jo undertiden af.

Fedtlæderstøvler blev også forsynede med træbunde."

Navigator