Jörg J. Buchholz

rik Pontoppidan om Knud Pontoppidan

Vi henvendte os iaftes til Professor Erik Pontoppidan med en Anmodning om at give os et Indtryk af sin afdøde Broder, Psykiateren Knud Pontoppidan.

Den højtansete Læge besvarede vor Anmodning med at karakterisere sin Broder saaledes:

Min Broder var et mærkeligt Menneske. Han blev det efterhaanden. I sin Ungdom var der i Grunden ikke noget ejendommeligt ved ham – han var fornøjelig og frisk, han sang og holdt af at more sig.

Men han var tidlig ikke rask. Han fik en svær Underlivslidelse, som satte sit Præg paa ham, nødvendigvis maatte gøre det'1.

Han var udgaaet fra et Præstehjem, som var alvorligt, men ikke pietistisk, snarere grundtvigiansk. Fader var en begavet Mand, ret ejendommelig, og Knud fik efterhaanden en hel Del af hans Karakter.

Hvordan Knud kom ind paa at blive Læge for Sindssyge? Jeg kunde tænke mig, at det kom af, at han modtog – hvad han vistnok er den eneste [læge], som har modtaget – Universitetets Guldmedaille for en juridisk Afhandling. Den handlede om Tilregnelighedsspørgsmaalet.

Vi fire Brødre – Morten, Henrik[,] Knud og jeg – gik jo paa en Maade i samme Retning, omend ad forskellige Veje ud i Livet. Jeg vil ikke sige vi var praktiske, men vi lededes af en vis i Tilværelsen bunden Videnskabelighed, som ligesom knyttede os til hverandre, selv om altsaa vore Veje ikke blev trukne op som en Enhed. Vi har aldrig været klinede sammen, men vi kom aldrig saa langt fra hverandre, at vi ikke kunde se hinanden. Vi hørte ikke til de særlig oplukkede Naturer, men vi lukkede os ikke af for hverandre.

Knud kunde mindre end nogen lide at tale om sig selv. Dog maatte det staa klart for os, at de Angreb, han blev Genstand for, har gjort et stærkt Indtryk paa ham. Siden den Gang har han ikke længere været den samme. Men jeg vil sige, at han blev forurettet, han blev skævt bedømt. Han lagde ikke Skjul paa, at han vidste det, at saadan var det.

Han var ikke en meget expansiv Natur, og det kunde være vanskeligt at komme indenfor den Skal, bag hvilken han havde pansret sig. Paa den anden Side kunde han, naar han vilde det, være meget indtagende. Et Hjertemenneske kan man ikke kalde ham, dog havde han en Evne til at knytte Mennesker til sig. Nu i disse Dage, da han deroppe i Hillerød skulde dø, har mange Mennesker ringet mig op for at faa at vide, hvordan de kunde sende Blomster, saa han kunde faa dem i Hænde som et Udtryk for de Følelser, hvormed Afsenderne led med ham.

Der var noget formfuldendt, stylish, over Knuds hele Væsen. Han var en fin Mand, i god Forstand.

Men han var ikke noget lykkelig Mand. Han sad dog inde med saa mange Betingelser for at blive det. Dog har han ikke kunnet bruge sine udmærkede Evner til at gøre sig lykkelig; han har ikke formaaet at skabe Harmoni; han maatte vandre gennem Ulykken. En af disse var hans Sygdom, som har fulgt ham fra hans første Ungdom, og som han har kæmpet mod. Mange Gange har han troet, han skulde dø. Dog kom Døden forsaavidt bag paa ham: Et Mavesaar brød op. Men i egentligste Forstand kom Døden hverken uventet eller uønsket til Knud Pontoppidan.

Hans Liv har baaret meget godt i sig for mange. Men for ham selv har det ikke i sig de Goder, som det kunde have skænket ham, om alt havde formet sig for ham — eller i ham anderledes end det gjorde.

B-b.
I den første store af Pontoppidan selvbiografier fortæller han i bindet Hamskifte (1936) først om sit forhold til Knud som han ved sin ankomst til København var flyttet sammen med i Ravnsborggade på Nørrebro:

Det var for saa vidt en mindre heldig Ordning, som han og jeg var et ret umage Par. Han — den senere saa ansete Psykiater og Universitetsprofessor — havde fra Barn været skrøbelig af Helbred og var under Opvæksten bleven værnet med en Omhu, som vi andre Børn ikke kendte; og denne Særstilling i Hjemmet havde paa flere Maader præget hans Forhold til os og vort Forhold til ham. Min mere robuste Natur og mit endnu temmelig drengeagtige og ubeherskede Væsen maa vistnok ofte have været hans sarte Nerver til stor Plage. Vi boede hos en aldrende Enke ude i en af Nørrebros Sidegader og havde her en fælles Opholdsstue og et lille Soveværelse. Naar Samlivet trods alt artede sig ganske fredeligt, var det fordi vi forskaffede os en billig Underholdning ved at gøre os lystige over hinandens Egenheder, og med al sin Sygelighed sad Knud inde med et rigt Fond af Lune. Naar jeg paa min Side smilte af hans mange Særheder og for mig saa latterlige Vaner, havde han sin Morskab af mine storagtige Indbildninger om en Gang at skulle imponere Verden med en epokegørende Opfindelse. Til Fredens Bevarelse bidrog desuden, at Knud det meste af Dagen var optaget af Hospitalstjeneste og Forelæsninger; og imens sad jeg alene hjemme, saa andægtigt fordybet i Logarithmetabellen som en abbate i sit Breviar.1

Længere fremme i Hamskifte hedder det:

Foruden Morten og Knud levede ogsaa en tredje af mine ældre Brødre paa den Tid i København. Det var Erik, den ældste af hele Søskendeflokken. Han var allerede Læge og havde Ansættelse som Kandidat paa et af Byens Hospitaler, hvor han ogsaa boede. Paa Grund af den store Aldersforskel – over ti Aar – kendte jeg, da jeg kom til Byen, ikke meget til ham personlig, og han endnu mindre til mig. Men under hele min Opvækst havde han sysselsat min Fantasi paa lignende Maade som Livingstone og Stanley, al eventyrlysten Ungdoms store Forbilleder i den Tid. En Fjerdingvej øst for Randers, hvor Landevejen var ført over et bredt og vandrigt Bækkeløb, havde jeg som Barn ofte staaet bøjet over Broens Rækværk og med Tanken paa denne store Broder stirret drømmende ned paa de glidende Vande. Af mine ældre Søskende blev Bækken nemlig altid kaldt "Eriks Bæk", og det var blevet mig fortalt, at han som ung Student sammen med en Kammerat var draget ud for at opsøge dens Kilder og efter flere Dages Vandring ogsaa havde fundet dem i en Mose højt oppe i Jylland. Da han havde taget Kandidatexamen var han med den samme Ven rejst ned gennem Evropa, helt ned til Middelhavet, og hans Breve fra disse lange Vandringer var altid bleven læst højt for os Børn derhjemme. Senere havde han et Aar som Skibslæge deltaget i et af Marinens Vintertogter til dansk Vestindien, og en af de faa Gange, jeg mindedes at have set ham hjemme i Præstegaarden, var efter hans Tilbagekomst fra denne Troperejse. At han ved den Lejlighed optraadte i Søofficersuniform bidrog sandsynligvis yderligere til i mine Drengeøjne at omstraale hans høje Skikkelse med en blændende Glorie.

Her i København skete der nu det, at mine Følelser for ham slog saa fuldstændig om, at jeg næsten ikke kunde taale at se ham, naar han nu og da kom ud til os for at besøge Knud. I min ungdommelige Selvfølelse følte jeg mig blodig krænket ved, at han altid maatte tænke sig om for at komme paa, hvad jeg hed og hvorfor jeg i Grunden opholdt mig i København. En Polytekniker var endnu den Gang et ret taaget Begreb for mange Mennesker, og bestandig gjorde han mig de samme Spørgsmaal om, hvad det var for en Examen, jeg laa herovre og forberedte mig til og om den førte til noget. Jeg havde mange Gange ondt ved at lægge Baand paa min Irritation, og nu, da jeg i nedslaaet Stemning var vendt tilbage fra Julebesøget i Randers, kom det et Par Gange til saa alvorlige Sammenstød imellem os, at Knud og jeg blev enige om for Fredens Skyld at flytte fra hinanden.2

Dette nekrolog-interview stod i Berlingske Tidende 22. oktober 1916, dagen efter Knud Pontoppidans død. Erik Pontoppidan var selv læge, med speciale i hud- og kønssygdomme.

Knud Pontoppidan var Henrik Pontoppidans nærmeste, fire år ældre bror, født 1853. Men i Dines Pontoppidans børneflok hørte han under opvæksten og i forhold til faderen tættere sammen med de ældste brødre, Erik (1847-1919) og Morten (1851-1931). Da Henrik som 17-årig kom til København, boede han en tid sammen med Knud. Trods deres store forskellighed, fortæller Pontoppidan i Hamskifte (1930, s. 6-7), gik det meget godt, især takket været Knuds sans for humor. Det blev Henriks meget dårlige forhold til Erik (Hamskifte s. 24-26) der efter et halvt år gjorde en ende på bofællesskabet.

I offentligheden blev Knud Pontoppidan især kendt på grund af de angreb en af hans patienter, forfatteren Amalie Skram (1846-1905), udsatte ham for, bl.a. i romanerne Professor Hieronimus og Paa Sct. Jørgen (begge 1895).

F.B.

© Ophavsret: FB

[1] Hamskifte, 1936, s. 6-7. tilbage
[2] Hamskifte, s. 24-26. tilbage
['1] Foruden denne sygdom, som muligvis har forbindelse til det "mavesår" der iflg. artiklen forårsagene KPs død, erhvervede han ifølge Ib Ostenfeld ["Knud Pontoppidan" i sammes: 6te Afdelings Jammersminde, optryk 1978, s. 53] under sin ungdomsrejse til Vestindien en "kronisk dysenterilidelse"; måske er det den artiklen mod slutningen hentyder til som "hans Sygdom". Man må huske at oplysningerne er formidler af en journalist, ikke givet direkte af EP. tilbage
top ^ | Åbningssiden » Sekundærlitteratur » Artikler » nekrologinterview om Knud Pontoppidan
Denne side er opdateret 12.09.2010. www.henrikpontoppidan.dk er et samarbejde mellem Syddansk Universitet, Det Kongelige Bibliotek og Pontoppidan Selskabet. Redaktion: Flemming Behrendt (FB), Henrik Loft Nielsen (HLN), Gunnar Jørgensen (GuJ) og Jon Helt Haarder. © Ophavsret: FB. Nethjælp: Jesper Brunholm .