| Gemeinsame Notiz |
*=musik, der kan afspille i appendix 1 til artiklen. Roskilde som garnisonsby I januar måned 1913 blev Roskilde så at sige hovedkulds garnisonsby. Forud var gået lange forsvarspolitiske forhandlinger, der dog endeligt udmøntedes i, at 8. Regiment i Aarhus skulle overflyttes til Roskilde. I Virkeligheden var der tale om en større militær omlægning: Grundet urolighederne på Balkan og dermed udløbere til resten af Europa ville man tilføre så meget militær omkring hovedstaden som muligt. Således blev ti fodfolksbatailloner og tre regimentsstabe overført fra Jylland og Fyn til Sjælland. Overflytningen var fastsat til april 1913. Imidlertid gik der på grund af den forværrede udenrigspolitiske situation ekspresordre fra Krigsministeriet om, at troppeoverførslerne til Sjælland skulle ske snarest. I midten af januar måned svirrede rygterne om, hvornår tropperne skulle komme. Ankomsttidspunktet var nemlig hemmeligholdt på bedste militære vis. Kun vidste man, at der var tale om 8. Regiments stab og 28. Bataillon fra Aarhus samt 11. Bataillon fra Ålborg. Kasernebyggeriet på Helligkorsvej var dårligt begyndt, og da privat indkvartering ikke lod sig gøre, fik man i største hast gjort de halvfærdige mandskabsbarakker klar til belægning. Karikaturtegning af Ludvig Makwarth på dirigentpodiet Onsdag den 22. januar 1913 kom så dagen, hvor Roskilde fik sin garnison. Om aftenen havde – som det stod at læse i avisreferatet – et ikke uanseeligt antal af byens frøkener taget plads på Roskilde Stations perroner for “at vifte til en mængde blanke knapper.” (1) Byens honoratiores var også mødt frem: Indkvarteringskommissionen med sagfører Nielsen i spidsen samt politifuldmægtig Schultz. Umiddelbart efter ankomsten blev soldaterne bespist på Jernbanehotellet med en menu der lød på “Suppe, Steg, Øl og Kaffe”. At garnisoneringen var populær ses bl.a. af, at restauratør Hansen havde set stort på fortjenesten, idet han “mod en meget moderat Godtgørelse serverede en udmærket Middag”. Allerede næste dag lød regimentsmusikken på Roskildes hovedgade og fik straks omtale i lokalpressen: “Militærmusiken spillede i Dag udenfor Hotel ‘Prinsen’ fra 2-3. En mængde Mennesker havde samlet sig og promenerede i det frostklare Vejr til Takten af de mere eller mindre haandfaste og uvante Melodier”. . .”Byen har i Dag et stærkt Præg af dens nye Værdighed. Hvert øjeblik lød taktfaste Fodtrin paa den knirkende Sne, og smaa Delinger Soldater marscherede baade her og der. Man er begyndt at finde sig til rette, og det vil sikkert ikke vare længe, før Retræten, der i Aftes lød som en fremmed og sær Melodi, vil høres paa samme vante Maade som Domkirkeklokkernes Slag.” (2) Søndag den 26. januar blev der budt på middagskoncert på Rådhustorvet (Stændertorvet) af 8. Regiments Musikkorps under ledelse af musikløjtnant Ludvig Makwarth:
Dagen efter kunne man i ‘Roskilde Tidende’ læse følgende: “I Gaar fik Roskilde sin egentlige Indvielse som Garnisonsby. Regimentsmusikken spillede for første Gang paa Stadens Torv, og byen fandt lige med det samme Formen for denne Nydelse. I meget stort Tal var Roskildenserne mødt op og “promenerede Garnison” nok saa selvfølgeligt som om Roskilde aldrig havde bestilt andet end at være Garnisonsby med Regimentsmusik paa Torvet om Søndagen. Selvfølgelig lød Musikken udmærket paa den store, festlige Plads i den friske, klare Vinterluft. Fra og med i Gaar er Roskilde Garnisonsby. Der blev lystigt trompetet ud over Torvet; thi have alle sig herefter at rette og fremtidig staa “tidlig” op om Søndagen. Til sidst kun en lille kritisk Bemærkning: Hvorfor i al Verden har Musikken saadan et hæsligt Apparat til at sætte Noderne paa?”
Som man ser, var det den mere populære del af den klassiske musik, der blev fremført. Musikløjtnant Makwarth (1864-1943) var selv en udmærket komponist og instrumentator. I Aarhus havde han således fejret store triumfer ved bl.a. at arrangere Beethovens første symfoni for militærorkester og fremføre denne ved en koncert på Store Torv. Avisen skrev dagen efter: “Det er ikke for meget sagt, at det var fortræffeligt gjort.” (3) Fra den korte tid i Roskilde foreligger der ingen kompositioner. Men som man kan læse ud af koncertprogrammerne, blev musikken til operaen ‘Vår’ (4) spillet, ligesom Makwarths martialske kompositioner, marcherne, der var tilegnet 8. Regiment, også lød på Roskildes hovedstrøg. En af regimentets unge officerer, premierløjtnant P.V. Willumsen, nød fra tiden i Aarhus ry som en talentfuld komponist. I Roskilde blev dette til både en vals, ‘Au bal’, og en pris til den nye garnisonsby: ‘Roskilde-Reveille’*. Begge musikstykker kom hurtigt på regimentsmusikkens repertoire og blev utroligt populære blandt den voksende tilhørerskare. Det nye Musikkorps Musikkorpset samt regimentsstabens officerer fra Aarhus skulle ikke forblive i Roskilde, men allerede til april forflyttes til Slagelse, hvor 7. Regiment for fremtiden skulle garnisoneres. 7. Regiments officersstab og musikkorps fra Fredericia, der lå i kantonnement i Ringsted, skulle så overflyttes til 8. Regiment i Roskilde. Hvorfor musikkorpsene så at sige ‘byttede’ regimenter vides ikke. Men forklaringen ligger måske i den hast, hvormed omlægningen blev foretaget i januar 1913.
Den 15. april holdt man flyttedag: Musikløjtnant Makwarth med musikkorps flyttede til den nyopførte kaserne i Slagelse by, som han straks skænkede en ny komposition, en smældende march: ‘Slagelse Tappenstreg’*. Og den nyligt udnævnte dannebrogsmand, Stabshornist Carl Schwartz (f. 1866), kom med sine musikere til Roskilde til sit nye regiment. Musikerne var Overhornblæser C. C. Honoré samt Hornblæserne H. V. Lorentzen, I. Eckartsen, O. H. Ovesen, T. Jensen, J. E. L . Johnsen og den navnkundige Johannes E. Billesbølle. Det nye musikkorps blev præsenteret på Dybbøldagen (5) af ‘Danske Kvinders Forsvarsforening’, der på hotel ‘Prinsen’ havde indbudt til foredrag ved kaptajn Porsdal og musicering af Roskildes nye militærmusik. Ved siden af den militære tjeneste var det tilladt stabshornisten med sit korps i uniform(6) at udføre musik ved privatengagementer. Således kunne det populære traktørsted ‘Trægaarden’ kort tid efter annoncere: “Hver Aften Koncert af Regimentsmusiken”. Og anmeldelsen af en aften på ‘Trægaarden’ udeblev heller ikke: “Musik og varme Hveder bød Trægaarden paa Store Bededags Aften. Det var den ny Militærmusik, 8 Mand stærk, der under Ledelse af Stabshornist Schwartz og med Assistance af Trægaardens flinke Pianistinde Fru Proedel, spillede. Den store Sal var omtrent fuld af glade Mennesker hele Aftenen. Det gik efter ønske – Musikken vandt stærkt Bifald og Hvederne fandt rivende Afsætning.” (7) Trægaarden med musiktribunen (postkort fra Flensborgs Boghandel) I en anden anmeldelse af musikkorpset hedder det: “Vi har tidligere meddelt, hvad hele Byen nu burde vide, at den udmærkede Regimentsmusik, Fredericia har maattet afstaa til os, hver Aften musicerer i Trægaarden. Dette Orkester er saa godt samarbejdet og har saa gode Kræfter, at det altid er en Fornøjelse at høre det, baade naar det spiller rundt om i Byen i fri Luft og særlig, naar det musicerer intimt som i Trægaardens store Sal. Det har saaledes alle Betingelser for hurtigt at gøre sig populært og kaste Glans over det Etablissement, hvor til det er knyttet… Naar Byens Borgere vil unde sig og deres Familie en hyggelig Aften udenfor Hjemmet, kan de med godt Udbytte tilbringe den i Selskab med det flinke Orkester i Trægaarden. Det kolde Vejr synes nu endeligt at være forbi. Solen har igen faaet overtaget, og i de lune Maj aftener, af hvilke vi forhaabentlig faar ret mange, vil Regimentsmusikken paa trægaarden blive Byens Attraktion.” (8) For fremtiden var det sådan, at et arrangements succes godt kunne være betinget af, om programmet oplyste, at “8. Regiments Musikkorps medvirker”. Ikke blot blev regimentsmusikkens koncerter rene tilløbsstykker, men Roskildes nye ganisonsliv gik så at sige de forretningsdrivende i blodet: Boghandler Flensborg udsendte straks et farvelagt postkort fra Rådhustorvet med titlen ‘Regimentsmusikken spiller’. Og cigarhandler Ferdinand Bang reklamerede med en nyrullet cerut – ‘Roskilde Garnisons Cerut – enestaaende Kvalitet – 10 Stk. 25 øre’. Koncerterne
En af musikkorpsets pligter var at musicere for regimentets højere officerer, der hver især blev hædret med en times ugentlig hornmusik uden for deres private bopæl i byen. Roskilde var i en årrække hjemsted for 3. division(9) og talte dermed også en divisionschef, generalmajor Ellis Wolff, livgardens gamle chef, der først og fremmest fik musik uden for sit midlertidige domicil på hotel ‘Prinsen’. Ligeledes trakteredes regimentschefen, oberst Jacobi, i Klostervang og bataillonschefeme ved 11. og 28. Bataillon, oberstløjtnant Liisberg i Klostervang og oberstløjtnant Otterstrøm i Bondetinget, med ugentlig regimentsmusik. En morsom hændelse knytter sig til regimentsmusikkens ugentlige koncert foran oberstens bolig, hvor musikkorpsets daværende tubaist, Mikkelsen, også kaldet ‘Mikkel Horn’, kom galt af sted. Beretningen, der har anekdotens præg, stod at læse i Dansk Musiker Tidende 1923: “Paa Programmet stod “Meyerbeers Fakkeldans”, der udførtes med Bravour, indtil man naaede Bassoloen. En ældre, svær Herre, som havde svøbt sig ind i et stort gult Messinginstrument (en helikon), satte i med en Kraft som et Taagehorn. Men pludselig gav det et lille Smæk i Instrumentet, og der kom ikke en Lyd. Den pludselige Overgang fra Storm til Stille var af betagende Virkning. Alles øjne hang ved den svære Mand, der “stødte” i Instrumentet, til han blev mørkeblaa og pluskæbet som en Vintapperengel, medens Fingrene, der lignede bajerske Pølser, udførte de besynderligste Evolutioner over Messingknapperne. Pludselig gav det igen et Smæld i Instrumentet – omtrent som et Pistolskud – og i samme Nu splintredes en af Oberstens Ruder oppe paa første Sal. Dirigenten slog rædselsslagen af: – Mikkelsen, snærede han, hvad er det, de staar og laver? Mikkelsen kørte rundt med Tungen i Munden – saa skævede han melankolsk op til den splintrede Rude, bag hvilken man saa Oberstinden ligge besvimet med en sort Plamage mellem øjnene. – Det var min Skraa, sagde han, stille og resigneret, – den sad fast i det forbandede Instrument…. Hvad koster mon den Rude?” Middagskoncert i kasernegaarden ca. 1916 Søndag eftermiddag var det borgernes tur til at få musik. Her spillede regimentsmusikken fast på Rådhustorvet fra klokken 12.30 til 13.30. Officererne fik musik, men vigtigst af alt var, at roskildenserne fik glæde af musikken, og den var tilmed gratis. I en tid, hvor pengene var små, blev det gennem regimentsmusikkens transskriptioner og fortolkninger, at menigmand stiftede bekendtskab med koncertsalens og teatrets musik. Den ’seriøse’ musik Den mere seriøse musik dyrkedes hovedsageligt af byens kirkemusikere. Det var domorganisten, Camillo Carlsen, og den afholdte domkantor, Viggo Jæhnigen. Deres aftenkoncerter i domkirken var altid velbesøgte. Camillo Carlsen komponerede desuden musik – ikke bare for sit eget kirkeinstrument, men skrev tillige en del kammermusik bl.a. for strygekvartet. Et af hovedværkerne er ‘Davids 80. Salme’ for solosopran, blandet kor, cello og orgel, der fik sin uropførelse i september 1913. Viggo Jæhnigen, der af komponisten Alfred Tofft blev berømmet for sin “skønne, bløde Barytonstemme”, skaffede sammen med Camillo Carlsen altid gode musikalske kræfter til kirkekoncerterne. Det afslører koncertprogrammerne. Men også enkelte af de lokale regimentsmusikere var med til ved højtiderne at rygte det traditionsrige hverv at spille messingkoraler fra Margrethespiret. I Roskildes øvrige musikliv undså kirkemusikerne sig heller ikke for at optræde sammen med militærmusikken. F.eks. Valdemarsdagen 1913, hvor man kan læse om fejringen af Dannebrogs 700 års dag på Roskilde Højskolehjem: “Efter Domprovst Bondos Tale spillede Regimentsmusiken, og Domkirkens Kor sang under ledelse af Kantor Jæhnigen, akkompagneret af Domorganist Camillo Carlsen og Frue. Nogle Sange Kantor Jæhnigen sang Solo, vandt mægtigt Bifald”. Også når der var session i forårsmånederne spillede de lokale musikere på skift for foreningen, “Komiteen til Bekæmpelse af Sessionsdrikkeriet”. Tanken var, at man tilbød de kommende rekrutter et godt måltid mad. Byens lokale kunstnere underholdt så under fællesspisningen på skift og fik derved – for en stund – holdt gemytterne væk fra garnisonens mange fristende værtshuse. De lokale kræfter i Roskildes musikliv på den tid var: Carlsen og Jæhnigen, militærmusikken og musikdirektør Sørensens Musikkorps – “fem Mand stærkt”, som det hedder i en omtale af arrangementerne. Chr. Sørensen, der var formand for Roskilde og Omegns Orkesterforening (de professionelle musikeres organ) var ud af et gammelt musikerdynasti, og før regimentsmusikkens komme var Sørensen-dynastiet den eneste leverandør af messingmusik i Roskilde. Man kunne tro, at musikdirektøren ville se skævt til den nye konkurrent, han havde fået i 8. regiments musikere, men det blev ikke tilfældet. Musikdirektørerne Sørensen og Schwartz, eksisterede side om side i en gensidig kollegial respekt over for deres ensembler. (10) Fælles for musikerne var da også, at man stod som medlemmer af samme musikerforbund. Og her var det, at man var fælles om de årligt tilbagevendende ‘musikfester’ på ‘Trægaarden’. I Dansk Musiker Tidende kunne man i august måned 1922 læse følgende om musikfesten: “Den indlededes med en Friluftskoncert i Etablissementets hyggelige Have af et 20 Mands Hornorkester under Musikløjtnant Schwartz’ Ledelse. Af Programmet nævner vi Ouverturen til Op. “Konge for en Dag”, Fantasi af Op. “Faust” og Grals-Fortællingen af “Lohengrin”, der udførtes med Smag og smuk Tone af Hr. Basunist Ove Nielsen (medlem af militærmusikken). Den udmærkede Koncertsanger Hr. Chr. Ottosen besørgede den vokale Assistance og gjorde fortjent Lykke. Festen, der havde samlet et stort Publikum, sluttede med Bal baade i Salen og paa “Estraden” til Tonerne af Musikdirektør Chr. Sørensen og Brødrene Lunds fortrinlige Orkestre, som ikke mindst bidrog til at Musik-festen gav det smukke pekuniære Resultat af et Overskud paa 407 Kr…”. Til det civilklædte musikkorps’ påklædning hørte ved sådanne lejligheder hornorkestrets gamle statelige vartegn; sort høj hat og diplomatfrakke. En Roskilde-komponist Stabshornist Carl Schwartz havde ikke videre kompositoriske evner, i al fald tog han ikke arven op fra sine forgængere, stabshornisterne Julius Bergmann og Ludvig Makwarth, der begge var arbejdsomme komponister. Det eneste der foreligger fra hans hånd er en lille march betitlet ‘Hilsen til København’. Men hvad stabshornisten ikke besad, gjorde en af de tjenstgørende musikere, hornblæser af 1. grad, Johannes E. Billesbølle. Billesbølle havde gjort hele turen med fra fæstningsbyen Fredericia, hvor han som 16-årig i 1904 konkurrerede sig ind i 7. Regiments Musikkorps, der dengang lededes af stabshornist, Andreas Larsen. Johannes E. Billesbølle. Billesbølle var regimentets flittige komponist. I 1912 havde han haft sin debut som komponist ved en koncert på Fredericia Teater, hvor han i spidsen for et salonorkester udelukkende havde præsenteret egne værker. Bl.a. sin hilsen til regimentet, marchen ‘Her kommer Syvende Regiment’. Lysten til at skrive musik fortsatte da også efter overflytningen til Roskilde, hvor tilhørerne foruden at glæde sig over Billesbølles smukke kornetklang, også fra tid til anden nød godt af hans musikkompositioner. En komposition til sin nye garnison udeblev heller ikke fra Billesbølle, som kort tid efter sin ankomst skrev marchen ‘8. Regiments Soldatermarsch’. På Hjort-Ipsens musikforlag fik han udgivet størsteparten af sine kompositioner, men mange foreligger stadig i privatarkiver som manuskript. Af hans mange musikstykker bør flere fremhæves: Koncertpolkaen ‘Les bons Amis’, der er skrevet for to kornetter og karakterstykket ‘Nocturne’. Landskendt blev hans trompetpolka ‘Roskilde Polka’. Marchen ‘Divisionsmarch’ – her tænkes på tredje militærdivision, der var hjemmehørende i Roskilde. En fransk militærmarch blev det også til – ‘Chasseurs d’Alpin’* – skrevet under pseudonymet, John Cheverly. Marchen blev komponeret under indtryk af de franske alpejægeres tilstedeværelse ved genforeningen med Sønderjylland 1920. 8. Regiments Musikkorps var ligesom en hel del andre militærorkestre i Sønderjylland for at festliggøre den danske soldats tilbagevenden til landsdelen, og her var det, at de franske alpejægeres kække fanfarer inspirerede Billesbølle til sin alpejægermarch. Billesbølle var med sit martialske ydre en kendt figur i Roskildes bybillede. Carlo Kornerup-Hansen fortæller mange år efter i en fødselsdagshilsen til Billesbølle, hvordan han som 13-14 årig malerdreng oplevede sine drenge-helte i regimentsmusikken: “Jeg ser for mig regimentsmusikken komme fra Holbækvejen ad Ringstedgade mod Borgerdiget, hvor den skulle dreje af ned mod kasernen. Med Stabshornblæser Schwartz i spidsen, og med hr. Billesbølle og hr. Echkardsen (de var mine helte, disse to høje, flotte soldater) med henholdsvis piccolohorn og cornet for munden, satte musikken i med en smældende marsch, når de nåede til Ringstedgade nr. 31, hvor min bedstefar, min far og måske et par malersvende og så netop jeg lille malerdreng var kommet ud fra værkstedet for at se og høre regimentsmusikken. Jeg ser det hele ganske tydeligt; Stabshornblæser Schwartz hævede med et flot sving sit horn – og jeg syntes bestemt, at han drejede hovedet til højre for ligesom at markere, at nu blæste regimentet en marsch for den gamle malermester Chr. August Hansen og min far August Hansen. Der er måske nogen drengefantasi i dette for mig vidunderlige billede, men at det var sådan, det tror jeg fuldt og fast på. For hr. Billesbølle – som vi drenge så op til, og var stolte over at kende – han havde jo også drejet sit horn lidt til højre.. Jeg lagde mærke til, at både min bedstefar og far rettede sig op, og far-August fik blanke øjne. Han havde et meget fint og følsomt hjerte, og musikken talte i den grad til ham.” (11) Kompositioner af Johannes E. Billesbølle (1887-1982): 1911 Marsch Tjenesterne Ved siden af koncerterne havde musikerne en daglig musikprøve, hvis ikke regimentet krævede dem til anden tjeneste: I spidsen for regimentet til de militære skydebaner ved Veddelev eller når en af bataillonerne kommanderedes på hurtigmarchøvelse i egnen omkring Hedehusene. Var øvelsesofficeren nådig, lod han regimentsmusikken træde af efter ankomsten til Hedehusene, hvorefter den kunne vende hjem til Roskilde med toget. Musikkorpset i kasernegaarden omkring 1. verdenskrig, idet næsten halvdelen af kortset består af værnepligtige fra sikringsstyrken. 1. række fra venstre: Peter Osted, Johs.Billesbølle, Lorentzen, Carl Schwartz, Carl Honoré, Thomas Jensen, Ove Ovesen - 2. række fra venstre: 2 værnepligtige, Oscar Nielsen (Viby), Georg Godtfred Nielsen, Ove Ernst Nielsen, værnepligtig - 3. række: værnepligtige. På den tid krævede det først og fremmest en god fysik at være musiker i hæren. Derom vidner et brevkort skrevet af Johs. E. Billesbølle til sin kone, da 7. Regiments Musikkorps var på sommermanøvre på Sjælland i 1912: “Kære Agnete! Jeg har idag gaaet igennem Roskilde, det er en helt god By at se til. Ja, kære du vi gik i Dag fra Kirke Hyllinge til Ølstykke, det er ca. 5 Mil. Du kan tro, at jeg var slem afkørt, og nu sidder jeg her på en Skolebænk og venter på Ordre – ja, så søvning, at jeg næppe kan se at skrive, og naar jeg har faaet Ordre, skal jeg nok op Kl. 4 igen, og jeg har gaaet hele Dagen paa Smørrebrød, og har kun faaet en Kop Kaffe til Aften…” (12) Ud over at levere musik under marchturen skulle musikerne også varetage signaltjenesten under øvelserne. Det var før, der var noget, der hed radio-kommunikation. Kontakten mellem troppeafdelingerne blev siden 1780’erne varetaget af signalhorn. Det var den af musikerne meget forhadte hornblæserfunktion: Uanset hvilket instrument man blæste i musikkorpset, var man pålagt hornblæsertjeneste. Over halvdelen af korpset bestod af instrumenter, hvis mundstykke var større end signalhornets. Det var således fysisk umuligt at overføre embouchuren (læbeansatsen) fra f.eks. en tuba til et signalhorn, og resultatet blev da også derefter. En udtalelse fra komponisten E.W. Ramsøe vidner om, at signaltjenesten ikke bare var forhadt af musikerne: “Her er utvivlsomt et Tilfælde, som fortjener Lægens Opmærksomhed og Overveielse, især da det er bekjendt, at næsten Enhver, der har blæst et Instrument i nogen Tid, kommer til at lide af Kortaandethed. Ofte ses en Commanderende til hest, fulgt af en Hornblæser tilfods med fuld Oppakning. Den Commanderende kan fornuftigviis ikke opholde sig efter sin Hornblæser; denne maa altsaa, saa godt han kan, forsøge sig at løbe omkaps med en Hest.” (13) Johannes E. Billesbølle gjorde i lang tid tjeneste som hornblæser for en oberst under de militære øvelser i terrænet omkring Roskilde: “Jeg styrtede bagefter hans Hest Bakke op og Bakke ned. Det kunde være ret anstrengende, naar han satte i Galop, og naar man samtidig skulde være opmærksom paa Signaler fra Bataillonens højre Flanke. Jeg var nemlig ogsaa udstyret med et Signalflag. Samme Oberst havde en Forkærlighed for at holde Øvelser paa Markedsdagene. Der var ikke mange, der havde Lyst til at gaa til Marked efter saadan en Omgang.” (14) Musikkorpset i kantonnement på Svenstrup Gods ca. 1915. Komponisten Carl Nielsen, der begyndte sin musikalske løbebane som spillemand ved 16. Bataillons Musikkorps i Odense, har i erindringsbogen ‘Min Fynske Barndom’ en rørende skildring af sin hornblæsertjeneste, hvor han ikke bare skulle styrte efter en hest men samtidig huske på alle udførelsessignalerne: Fremad, Tilbage, Holdt, Angrib etc. Med tiden bedredes kårene for musikerne på dette område, da hornblæsertjenesten blev overdraget til de værnepligtige hornblæsere. Tjenesterne i musikkorpset kunne til tider også være under forhold, der ikke ville blive tolereret i dag. Det vidner en avisnotits under ‘Sidste Nyt’ om: “Regimentsmusik og Regnvejr. Folk der i Aftes kom farende ned ad Algade med Vinden paa Ryggen og Frakkekraven om ørerne, saa med Forundring Regimentsmusiken troppe op i stiveste Puds og stille sig an i Rosenhavestræde udenfor ‘Prinsen’, prisgivet de vilde Vinde. Mens Regnen sivede ned, og Vandet dryppede fra de blanke Horn, truttede Musikerne livligt løs, og en efter en kom Folk til, lokkede af Musiken. En haard Byge jog Haglene ned i Tubaens store Bliktragt, hvorfra de sendtes op igen som en hvid Sky, naar Musikeren truttede til. Folk klumpede sig sammen for at holde paa Varmen. Drivvaade og forfrosne spurgte de: Hvorfor spilles der her i Dag? En, der vidste mere end han saa ud til, fortalte, at det var chefen for 1. Division, Generalmajor Hansen, der sammen med Kaptajn Thornberg, adjudanten Hammelev og Overlæge Bache og Byens Officerer spiste paa Prinsen, medens Regimentsmusiken lavede Taffelmusik. Generalen med Følge var paa Øvelsesrejse i Roskilde, og han havde bl.a. beset Kasernen og Garnisonssygehuset. Man vilde dog vide, at den egentlige Grund var at tilrettelægge alt til den store Indkvartering, naar der en Dag kimes til Mobilisering” (15). Man kan ikke sige andet end, at datidens lokaljournalister var journalister med understregning af lokal.
Ved siden af tjenesten i musikkorpset havde musikerne almindelige musikforretninger. Flere af dem havde små salon- og danseorkestre. I denne forbindelse må først og fremmest nævnes musikdirektørerne Johannes E. Billesbølle og Peder L. Osted. Osted kom først senere til regimentet som musiker af 3. grad. Hans rigtige navn var Pedersen, men da man i regimentsmusikken brugte bynavnet, hvor man var født, blev Pedersen efterhånden overflødigt. Billesbølle og Osted blev med tiden arvtagere efter Chr. Sørensen og Carl Schwartz i leveringen af musik til forenings- og privatfester. Og dem var der mange af. Fastelavnsgilderne rundt i Roskildes opland var ligeledes en vigtig indtægtskilde, hele regimentsmusikken så hen til. Og regimentschefen vidste, han ville blive gruelig upopulær, hvis ikke musikkorpset fik tjenestefri i fastelavnstiden. Festerne kunne vare op til flere dage, hvor musikerne om dagen som hornorkester på hestevogn ledsagede karlenes fastelavnsridt og tøndeslagning. Om aftenen spillede man så op til gilde på den lokale kro som ‘gammeldaws-danseorkester’. Musikerne var populære. Det vidner et vers fra fastelavnsgildet på Veksø Kro i 1941 om: “Tak, fordi du Buen svang, til Fastegildet Gang paa Gang. Du er første Mand paa Plads, til Sekstur, Vals saavel som Jazz. Vi ønsker kun igen du spiller til næste 25 Gilder”. Verset var tiltænkt Billesbølle, der siden 1916 havde spillet til gilde på kroen og som i 1941 fejrede sit 25 års jubilæum på stedet. Militærmusikerne var leveringsdygtige i alle genrer: Byparkkoncerter, bal på ‘Fjordvilla’ eller Roskilde Boldklubs karneval på Jernbanehotellet til tonerne af regimentsmusikerne Rasmussens og Steenslevs ‘hotte’ femmandsorkester, ‘Singing Jazz’. – Det har nok ikke været kedeligt. Ud over dette havde man privatelever og underviste byens forskellige amatørorkestre. Billesbølle var allerede 1911 i Fredericia med til at danne et FDF-orkester. Fra dette år stammer marchen ‘March 1911′; kompositionen er et lille stykke pædagogik, der på forbilledlig vis giver nybegynderen en fin indføring i ensemblespillet. Mange ældre musikere vil nikke genkendende til marchen, der kom til at indgå i FDF’s instrumentskole for begyndere, som Billesbølle var medforfatter af. I Roskilde kom han, som den store musikpædagog han var, til at præge de kommunale skolers orkestre. Han instruerede således Allehelgens -, Absalons – og sidst men ikke mindst Realskolens Orkester, der senere hen skulle blive til Roskilde Borgervæbning (nu Roskilde Garden). Min farfar, Axel Jensen, glemte aldrig den særlige modtagelse han fik, da han i 1936 kom fra Aarhus til sin nye stilling som skoleinspektør (overlærer) ved Allehelgens skole: Billesbølle med skoleorkestret spillende C. C. Møllers ‘Aarhus Tappenstreg’ til ære for den nye overlærer. Regimentsmusikkens svanesang 1932 blev skæbneåret for regimentsmusikken. Ikke bare for Roskilde men for resten af Danmarks garnisonsbyer, hvor alle landets militære musikkorps dog undtaget Livgardens Musikkorps i sommeren 1932 blev nedlagt. Forsvarsudgifterne skulle bringes ned til 35 millioner kroner og i den forbindelse havde rigsdagen valget mellem enten at nedlægge et regiment eller at ofre militærmusikken. Det sidste blev udfaldet, da Venstre og Konservative ikke var villige til at spare på kanonerne og ammunitionen. Finanslovsbeslutningen affødte en protestbølge over hele landet. Koncert i Palægaarden, Roskilde 1930 med 8. Regiments Musikkorps med musikdirigent Einar K.Arnved. (Foto: privateje) 174 militærmusikere kunne nu stille sig i arbejdsløshedskøen, men hvad værre var; folket havde mistet sin musik, og det ville man ikke affinde sig med. I den offentlige debat udviskedes alle partiskel, og man var enige om, at noget måtte der gøres. Militærmusikken var blevet ladt i stikken af alle de politiske partier, og stort set alle lokalforeninger og -politikere søgte at påvirke deres rigsdagsmænd i sagen. På et tidspunkt så det ud som om, man ville opnå en tilbagekaldelse af beslutningen om afskedigelserne, idet finansminister Bramsnæs forsøgte at finde steder, hvor man kunne spare på de allerede givne finanslovsbevillinger. Men det skulle vise sig, at katastrofen ikke stod til at ændre. I Roskilde blev der holdt afskedskoncerter, som folk strømmede til. Alle steder ville man vise sin velvilje over for ’sit’ musikkorps, der nu med sin nedlæggelse efterlod et hul i byens liv og fysiognomi. Den sidste Tappenstreg Torsdag aften den 30. juni var det sidste gang, at 8. Regiments Musikkorps gik ’stor tappenstreg’ (16) gennem Roskildes gader ad ruten: Kasernen, Helligkorsvej, Støden, Ringstedgade, Jernbanegade, Allehelgensgade, Grønnegade, Hersegade, Algade, Hestetorvet, Algade, Sct. Olsgade, Provstestræde, Skolegade, Bondetinget, Blågårdsstræde, Skomagergade, Rådhustorvet. Afskeden med byen er smukt skildret i Roskilde Tidendes reportage fra aftenen: “Da 8. Regiments Musikkorps i Aftes Kl. lidt før 9 svingede ud fra Kasernen, var der allerede paa det Tidspunkt samlet mange Mennesker, der sluttede op eller efter det af Premierløjtnant Pagh førte Kommando. Paa Marchen gennem Byen sluttede stadig flere sig til, andre samledes paa Raadhustorvet, saa da Paraden godt Kl. 9 1/2: rykkede ind paa Torvet, var her samlet i Tusindvis af Mennesker. Indmarchen paa Torvet skete til den gamle Soldatermarch ‘Ser I, hvem der kommer her’. Regimentsmusikken tog Plads paa en Tribune, der var rejst paa Torvet, og de 24 geværbærende Menige af Kommandoet tog Opstilling omkring Talerstolen. Først Kl. 10 skulde Retraiten blæses, og i Ventetiden gav Musiken en lille Koncert, indledet med ‘Dengang jeg drog af sted’; siden hørte man ‘Til Flaget’ og tilsidst spilledes ‘Kong Christian’, der paahørtes med blottede Hoveder. Nogle meget svage Demonstrationsraab blev fejet væk af et ‘Danmark leve’, der forresten heller ikke var stærkt. Klokken var nu 5 Minutter over 10. Dirigenten slog an, og for sidste gang blæstes Retraiten, den danske Hærs ældgamle Signal, der tilkendegiver, at Tropperne skal være i Kvarteret og begive sig til Ro. Orkestret spillede som sædvanlig det sørgmuntre Signal tre Gange, og af stor Virkning var det, da Torvet pludselig under det tredie Signal laa badet i Lys – alle Lysmasters kraftige Pærer blev tændt. Retraiten hilstes med Bifald, der først forstummede, da Oberst Wørishøffer, vendt mod Musikerne, holdt en hjertelig Tale til Regimentsmusiken: Tak for de mange gode og glade Minder, De har skaffet os Soldater. Militærmusikken har været et fortrinligt Bindeled mellem Hæren og Befolkningen. Jeg haaber, det ikke varer længe, inden det danske Folk atter vil skænke den danske Soldat Musik. Sluttelig ønskede Obersten, Musikerne en god Fremtid, efter at de nu er traadt ud af Hæren. Derefter tog Borgmester Nørregaard Ordet: Vi har i Aften for sidste Gang hørt Regimentsmusiken. Vi faar ikke mere den Glæde at høre dette Orkester. Fra i Morgen gaar Militærmusiken over i Historien, men Aviserne vil kunne berette for Efterslægten, at Tusinder hørte dens sidste Koncert i Roskilde” (det sker hermed). “Det tilkommer ikke os at dømme, hvorvidt den Lov, hvorved Regimentsmusiken forsvinder, burde eller kunde være anderledes. Det er vor Pligt at tage den til Efterretning (En Stemme: “Eller Ændring”) – til Efterretning, thi Loven er jo vedtaget. Men i denne Stund mindes vi de mange festlige Lejligheder, hvor Musiken har glædet os, ved Koncerter Hverdage og Søndage i Byparken, paa Torvene og rundt i Byen. Herfor siger vi Tak, ikke mindst fordi den saa ofte ved at spille ved vore Alderdomshjem og Sygehuse har glædet de gamle og syge. Jeg kan ikke slutte med et Leve for Regimentsmusiken, thi den er jo ophævet, men udbringer et Leve for Musikerne med Haab om, at det maa lykkes dem ude i det civile Liv at finde deres Erhverv, først og fremmest ved deres Kunst, som de elsker og har dyrket fra Ungdommen. Et 3-foldigt Hurra for Musikerne! (Hurra og Haandklap). Musikdirigent Arnved takkede paa Korpsets og egne Vegne: Jeg vil tro, at de Tusinder, her er samlet, er indforstaaet med, at der fra vor Side i vor Glæde over denne Tilkendegivelse er en vis Vemod ved denne Aften. Jeg har for kort Tid tilbage officielt udtalt en Tak til dem, der har vist Regimentsmusiken Interesse. Jeg skal ikke her gentage, hvad jeg da skrev. Ordene var velmente. Jeg har kun et eneste Ord at knytte dertil: Tak. (Haandklap). Endnu gav Musiken et Par Numre, tilsidst ‘Der er et yndigt Land’, og dermed var der afblæst.” (17)
Otte år gik, før roskildenserne bogstaveligt talt skulle vågne op til militærmusik på torvet. Men denne gang var det ikke et hyggeligt, lille dansk militærorkester som musicerede, men derimod tysk militærmusik leveret af besættelsesmagtens musikkorps, der fra den 9. april gav propagandakoncerter i den besatte garnisonsby. Som en modvægt til tyskernes massive opbud af militærmusik kunne man nu opnå samme politiske enighed om at genoprette den danske militærmusik, som man otte år tidligere havde haft om at nedlægge den. I alt genoprettedes dog kun fire musikkorps. 4. Regiment, der nu var hjemmehørende i Roskilde, fik musikkorps tildelt. Men som følge af besættelsen var regimentet midlertidigt garnisoneret i Holbæk.
Militærmusikkens enhedshistorie og instrumentering I Danmark er militærmusikkens historie aldrig blevet skrevet. Vel er der skrevet et par bøger om militærmusik, men noget samlet værk er aldrig blevet forfattet. En af grundene er, at musikhistorikeme mente, den lå inden for militærhistorikernes område, og militærhistorikerne mente, det måtte være musikhistorikernes opgave. Det er ikke min hensigt at udfylde lagunen, men derimod kort at beskrive militærmusikkens organisation og enhedshistorie i perioden, der skal danne ramme og supplere fortællingen om 8. Regiments Musikkorps. I 1909 besluttede rigsdagen at nedlægge hele den militære musik gældende fra den 1.4. 1911. Beslutningen blev – grundet protestdemonstrationer – ikke udført, men musikkorpsene blev af besparingshensyn halveret fra tyve mand til ni musikere samt tre reservemusikere (18). Det musikkorps, der kom til Roskilde i 1913, var altså et lille, men velspillende musikkorps med instrumentbesætningen: Piccolo i es, 1. Kornet, 2. Kornet, Trompet, Altbasun, 1. Basun, 2. Basun, Tuba, Lilletromme samt 2 værnepligtige på bækken og stortromme. Det var om ovennævnte korps’ størrelse, at komponisten Carl Nielsen i 1916 udtalte: “De 9 Mands Orkestre kan – selv om de er sammensat af vore dygtigste Folk – aldrig faa virkelig Klang. Det er Fattigdommens Kor, Elendighedens Hymne, Forkommenhedens og Forrykthedens Apotheose. De kan kun fortælle om Nød og Savn, Sult og Kulde, Vand og Brød og mørk Arrest, istedetfor at varme og oplive Soldaterne og Befolkningen.” (19)
I tiden fra 1913 til 1923 kunne korpsets størrelse variere fra 11 og op til 16 mand. Alt afhængigt af, hvor mange værnepligtige musikere, man kunne tilføre musikkorpset. I 1922 blev ‘nødråbet’ hørt, da Hærreformen normerede antallet af fastansatte, professionelle musikere til at være 15 ved fodfolksregimenternes musikkorps. Fra 1923 var instrumentbesætningen: Musikdirigent, Piccolo i es, 1. Kornet, 2. Kornet, 3. Kornet, 1. Trompet, 2. Trompet, 1. Altbasun, 2. Altbasun, 1. Basun, 2. Basun, 3. Basun, Basbasun, Tuba, Lilletromme – samt to værnepligtige på bækken og stortromme. I 1926 var der chefskifte i musikkorpset. Carl Schwartz afløstes af musikdirigent Einar K. Arnved. Arnved havde været fløjtenist i Livgarden, og i 1924 overtog han for en kort tid dirigentstillingen efter Ludvig Makwarth ved 7. Regiment i Fredericia. Ved sin udnævnelse til regimentet i Roskilde kvitterede han traditionen tro med en march: ‘8. Regiments Revymarsch’. Med forøgelsen af musikernes antal i 1923 var der givet mulighed for, at messingbesætningen kunne omdannes til lille harmonibesætning. Arnved var som træblæser interesseret i denne ordning og indførte, efter at han var blevet musikdirigent besætningen: Fløjte, 1. klarinet i es, 2 klarinetter i b, 2 kornetter i b, 2 trompeter, 2 altbasuner, 2 basuner, Bariton, Tuba, Lilletromme, værnepligtigt mandskab på bækken og stortromme samt den ene af basunstemmerne. Således så musikkorpset ud indtil 1932. De militære gradsbetegnelser i musikkorpset Fra 1911 til 1932 bar militærmusikerne distinktioner som de befalingsmænd i infanteriet, de var ligestillet med. På våbenfrakke M/1910 og M/l915 bar de faste musikere en rød skulderklap som fagkendemærke. På infanteriets øvrige garnisonsfrakker bar musikerne en klædesbesætning på ærmeopslaget. I 1923 afskaffedes den røde skulderklap samt klædesbesætningen som fagkendemærke. I stedet indførtes et nyt kendemærke – en musiklyre af metal, som blev båret på uniformens revers/krave. Ud over dette bar musikerne stadig distinktioner som de befalingsmænd, de var ligestillet med (jvf, nedenstående). Musikernes indplacering i den militære rangfølge 1911-1922 (20): Stabshomblæser (21) (Stabshornist): Stabssergent Musikernes indplacering i den militære rangfølge 1922-1932 (22): Musikdirigent: Stabsofficiant Efterskrift Militærmusikkens saga i Roskilde sluttede 1932. Ikke siden har byen huset et professionelt militærorkester – et musikkorps med rigtige musikere, som tilførte byen noget væsentligt. Ikke mindst i form af musikalsk opdragelse af byens ungdom i skoleorkestrene. Mange fik her en musikalsk ballast, der senere resulterede i en karriere indenfor musikken. Kendte musikernavne som Birkelund, Sachsenskjold og R. Helvig Larsen fik netop deres første møde med musikken gennem militærmusikeren Johannes E. Billesbølle, hvis navn stadig holdes højt i ære. Militærmusikken var en kulturfaktor og samtidig det eneste springbræt til en musikalsk karriere, hvis man som ung musikerspire uden midler eller understøttelse hjemmefra ville være musiker. Det var før, der var noget der hed uddannelsesstøtte, og konservatoriet var dermed for mange en uopnåelig drøm. Store musikere som H. C. Lumbye og Carl Nielsen trådte deres barnesko i militærmusikken og glemte det aldrig – derom vidner kompositionerne. Men også i en nyere tid har kendte musikere som Knud Hovaldt og solotrombonisten, professor Carsten Svanberg, haft deres første lærerige år ved regimentsmusikken. At nedlægge militærets musikkorps er desværre ikke kun en fortidssynd. Mit gamle musikkorps, Fynske Livregiments Musikkorps (Musikkorps Fyn), hvor jeg 1991-1992 var trompetist, står i skrivende stund for at blive sparet væk af samme årsager som i 1932. Carl Nielsens gamle musikkorps vil i sommeren 1997 være historie. De tusindtalligt besøgte koncerter i Rådhushallen og i Koncerthuset er da kun et minde. Byen har mistet sit musikkorps, og forsvaret har mistet sine bedste ambassadører.
Til sidst vil jeg dog fremhæve et projekt, jeg har været medinitiativtager til, som er blevet tilsmilet af succes: Hvad politikerne nedlagde i 1932, genoprettede en kreds af musikere med tilknytning til Roskilde i 1990 – 8. Regiments genoprettede Musikkorps er i dag hjemmehørende på Tøjhusmuseet i København, hvis faste musikkorps det er. Uniformeret som et infanterimusikkorps anno 1880 afholder korpset offentlige koncerter på museet, men spiller også gerne uden for Tøjhusmuseets regi. Instrumenteringen er den samme som i det gamle ‘Roskilde-korps’ dage, og musikken er originalarrangementerne, der igen er kommet frem til ære og værdighed takket være et samarbejde med Forsvarets Arkiv, som er i besiddelse af det gamle 8. Regiments nodearkiv. Korpsets faste musikdirigent er Arne Ole Stein, der er kendt for sine royale kompositioner: ‘Dronning Margrethe den Andens Parademarch’ og ‘Prins Joachims March’. I 1994 fik musikkorpset sin ilddåb som Danmarks repræsentant ved “Festival International de Musiques Militaires” i St. Etienne i Frankrig. I konkurrencen med de franske militærorkestre på op til 100 musikere klarede 8. Regiments genoprettede Musikkorps på 19 mand sig godt, og vi høstede stor ros for koncerterne med det tidstypiske repertoire: Marcher, ouverturer, valse, transskriptioner af klassiske værker samt arrangementer af datidens populærmusik. Roskilde Kunstforening har nu i en årrække haft engageret musikkorpset til en sommerkoncert i Palæhaven. Det begynder at ligne en tradition – domkirkebyen har fået sit 8. Regiments Musikkorps tilbage – om end kun til låns. Appendix 1: Musik, der omtales i artiklen – alle indspillet af 8. Regiments Musikkorps: Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Lydafspiller Appendix 2: Eksempler på 8. Regiments Musikkorps koncertprogrammer: Program for Koncerten paa Raadhustorvet Søndag den 23.2. 1913. Kl. 12½:-1½: Johannes E. Billesbølles arkiv, I familiens privateje Musikalier: Forsvarets Arkiv. 1060.008 – 7. Regiments Musikkorps. Rigsarkivet. Noter: (1) Roskilde Tidende 21.1.1913 Drevet af WordPress |
|---|
| Vornamen | Nachname | Sosa | Geburt | Ort | Tod | Alter | Ort | Letzte Änderung | |||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
|
|||||||||||||||
| Vornamen | Nachname | Alter | Vornamen | Nachname | Alter | Heirat | Ort | Letzte Änderung | |||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
|
|
|||||||||||||
| Multimedia | Titel | Personen | Familien | Quellen | Letzte Änderung |
|---|
| Titel | Abkürzung | Verfasser | Veröffentlichung | Personen | Familien | Medienobjekte | Gemeinsame Notizen | Letzte Änderung |
|---|
| Name des Archives | Quellen | Letzte Änderung |
|---|
| Übermittlername | Personen | Familien | Letzte Änderung |
|---|