|
Gemeinsame Notiz |
Familie
Ægtefæller/børn: - Dorthe Fincke
- Susanna Madsen
Willum Worm
Matthias Worm , førsteborgmester i Ribe, forfatter - Magdalene Motzfeldt
Ole Worm , læge, runeforsker, samler 1
Født: 1588-5-13, Aarhus
Ægteskab (1): Dorthe Fincke den 1615-11-26
Ægteskab (2): Susanna Madsen i 1630
Ægteskab (3): Magdalene Motzfeldt den 1639-4-21
Død: 1654-8-31, København i en alder af 66 år
Begivenheder i hans liv: • Levnedsbeskrivelse, 1588-1654. 1
Ole Worm, 13.5.1588-31.8.1654, læge, runeforsker, samler. Med rette regner Århus by Ole Worm blandt sine berømte sønner. Selv var han stolt af sin fødeby der havde frembragt flere lærde mænd end nogen anden i Jylland. Ca. 1595 kom han i byens latinskole der siden Morten Borups tid havde humanistiske traditioner. 13 år gammel sendtes han til det ansete gymnasium i Lüneburg hvorfra han mindedes rektoren Georg Bachmann og konrektoren Paul Block. Allerede 1602 flyttede han til hansestaden Emmerich ved Rhinen hvor han boede hos slægtninge; familien Ole Worm stammede fra Gelderland, og en gren skal være kommet til Danmark under hertugen af Albas religions-forfølgelse. Emmerich lå i et konfessionelt blandet område, men borgerne levede i indbyrdes tolerance, havde således 1592 i fuld enighed valgt to jesuiterpatere til at styre byens, siden renæssancen stærkt opblomstrede, skole. Det er måske derfor at Ole Worm, som vel var ekstern elev, ikke navngiver lærere fra sin treårige skolegang i Emmerich; at hele hans påfølgende universitetsuddannelse kom til at foregå udenlands bør måske ses i sammenhæng med Chr. IVs forordning af 1604 der forbød personer opdraget hos jesuiter at få kald i den danske skole og kirke. Efter et kort besøg i hjemmet immatrikuleredes Ole Worm i juni 1605 i Marburg, men fulgte få måneder senere med de professorer der som modtræk mod den reformerte tendens i Marburg udvandrede til det rent lutherske "collegium illustre" i Giessen. Efter et par års teologiske studier valgte han medicin som hovedstudium. I foråret 1607 boede han hos lægen Rud. Salzmann i Strasbourg, en dygtig anatom og botaniker. I juli immatrikuleredes han i Basel og studerede derefter i fjorten måneder medicin under lægen Felix Platter der ejede en betydelig samling af naturvidenskabelige genstande, delvis arvet fra den store samler Conrad Gesner. Hos professoren i græsk, Jacob Zwinger, der tillige praktiserede som læge, stiftede han bekendtskab med den jatrokemiske skole og fik et første indblik i Paracelsus' synspunkter, mens botanikeren Caspar Bauhin lærte ham betydningen af systematisk planteindsamling. Bauhin, der også foretog anatomiske demonstrationer, fulgte Accademia dei Lincei's grundsætning om umiddelbar iagttagelse som grundlaget for videnskabelige fremskridt.
Som så mange af tidens fremstående læger afsluttede Ole Worm sine studier i Padova hvor han immatrikuleredes 2.10.1608 efter en måneds rejse gennem Norditaliens byer. Han fulgte nu Girolamo Fabrizio d'Aquapendentes og Giulio Casserio Placentinos vejledning i kirurgi og praktisk lægegerning. Han valgtes af den germanske "nation" til dennes "procurator et consiliarius anatomicus". Ud på foråret 1609 rejste han gennem Toscana over Rom til Napoli hvor han bl.a. besøgte den berømte naturhistoriske samler Ferrante Imperato. I månederne april til august opholdt han sig i Siena, besøgte også Firenze og Bologna, hvor han må have set den botaniske have, gundlagt af den nys afdøde Ulisse Aldrovandi hvis flerbinds folioværk Historia Naturalis han senere i livet flittigt benyttede. Af et brev til Jacob Zwinger i Basel i marts 1609 fremgår at Ole Worm nu var stærkt optaget af den kemiske lægekunst, jatrokemien. Han beder om anbefaling til retningens førstemænd, Joseph du Chesnes (Quercetanus) og T. Mayerne-Turquet i Paris hvortil han dog først ankom marts 1610 efter at have tilbragt vinteren 1609-10 i Montpellier. Imidlertid var du Chesnes død og Mayerne-Turquet rejst til England, men Ole Worm traf anatomen Jean Riolan og filologen Isaac Casaubon. Mordet på Henrik IV 14.5.1610 fik mange udlændinge til at forlade Paris; også Ole Worm tiltrådte nu sin hjemrejse og fik lejlighed til et kort besøg i Nederlandene. I Leiden traf han den af Pierre de la Ramée (Petrus Ramus) påvirkede matematiker Rudolph Snell, og i Enkhuizen den kendte samler Bernhard Paludanus. Senest i slutningen af juni var han atter i Danmark, formentlig hos forældrene i Århus idet den lærde Holger Rosenkrantz på Rosenholm skrev i hans stambog 28.6.1610. Fra september 1610 til marts 1611 var han i København, lod sig immatrikulere, praktiserede som læge og omgikkes universitetsfolk, bl.a. sin senere svigerfar, medicineren Thomas Fincke.
Havde Ole Worm dengang regnet med en ansættelse ved universitetet havde han vel ikke undladt at erhverve magistergraden ved promotionen i oktober 1610, en forsømmelse der voldte ham vanskeligheder senere. I stedet ville han udvide sine kemiske kundskaber. Den jatrokemiske retning var herhjemme blevet brudt ved Peder Sørensens (Severinus') død 1602, men den unge Chr. IV interesserede sig for kemi og havde i 1609 knyttet den fra kejser Rudolph II i Prag hjemvendte slesviger dr.med. Peter Payngk til et nyoprettet laboratorium ved Rosenborg. Marts 1611 drog nu Ole Worm atter udenlands, traf i Hamborg kemikeren Conrad Kunrath og kom i april påny til Marburg. Det kalvinistiske universitet her var et af ramismens hovedsæder, og i 1611 var Johs. Hartmann blevet professor i kemi som den første officielle universitetslærer i dette fag i Europa. Den ydre anledning til at Ole Worm allerede i juli forlod Marburg var en pestepidemi, men noget tyder på at Hartmann var ham en skuffelse. Over Frankenberg og Frankfurt am Main tog han til Kassel hvor han ved kurfyrst Moritz den lærdes hof for første gang oplevede et videnskabeligt kunstkammermiljø med tilknyttede hofværksteder og kemisk laboratorium. Herfra skrev han 10.10.1611 til Caspar Bauhin i Basel og søgte oplysning om den forestående doktorpromotion. Efter kortere ophold i Heidelberg og Strasbourg kom han i november til Basel og promoveredes 2.12.1611 til dr.med. efter at have disputeret over 100 teser \endash hans første trykte arbejde \endash der nok vidner om hans indsigt i Paracelsus' og jatroke-mikernes lære, men dog især handlede om praktiske spørgsmål inden for lægekunsten. Ole Worm citerede i fortalen J.C. Scaliger der havde fremhævet den kliniske erfaring som vigtigere end rigdom på ord. Allerede ved nytårstid forlod Ole Worm atter Basel, sejlede ad Rhinen til Holland og videre til England hvor han blev i halvandet år. Om dette ophold er vor viden sparsom. Ole Worm traf nu endelig jatrokemikeren Mayerne-Turquet der var kongelig livlæge. Ole Worm praktiserede selv som læge og var knyttet til en fornem mand, vistnok baron Robert Rich, senere jarl af Warwick.
I Danmark var der imidlertid sket meget. Kalmarkrigen 1611-13 havde sat sig spor i personkredsen, og ved universitetet havde uventede dødsfald åbnet nye muligheder. Den unge Caspar Bartholin med hvem Ole Worm havde sluttet venskab allerede i Padova var i december 1611 blevet professor i latin (professor pædagogicus) og havde ægtet en datter af Thomas Fincke. Allerede året efter kunne han ved Gellius Sascerides' død rykke op til et medicinsk professorat. Hans ledige lærestol søgtes straks af tre andre, men 12.6.1613 indstilledes Ole Worm, hvis ansøgning må være blevet sendt fra England, måske efter tilskyndelse af Holger Rosenkrantz. If. selvbiografien blev Ole Worm juli 1613 "hjemkaldt af sine forældre og venner" og udnævntes 24.7.1613 til professor pædagogicus. Bortset fra nogle rejser inden for Danmarks grænser boede Ole Worm nu i København til sin død. I to år var han professor i latin, fra 1615 i græsk. 1614-16 var han tillige universitetets notar. 1621 overtog han det fysiske professorat og endelig 1624 en lærestol i sit egentlige fag, medicin, idet Caspar Bartholin efter en åndelig krise havde foretrukket et ledigt teologisk professorat. Siden 1615 havde de to været svogre, idet også Ole Worm ægtede en datter af medicus primus Thomas Fincke, som i øvrigt overlevede Ole Worm der til sin død forblev medicus secundus, dog fra 1640 vikarierende som permanent dekan for svigerfaderen. Allerede som indehaver af de lavere lærestole i latin og græsk kunne Ole Worm indføre de studerende i hvad man dengang kaldte philosophia naturalis. 1613-14 gennemgik han Ciceros dialog Cato Major. Det bevarede, utrykte, forelæsningsmanuskript rummer på 91 tætskrevne kvartsider bl.a. en række udførlige forklaringer om naturens begreb og virke; grundsynspunktet er lægens praktiske iagttagelser. Bemærkelsesværdigt er det dog at han i januar 1614 også påbegyndte en grammatisk forelæsning der kan være fortsat efter at han 1615 var blevet professor i græsk. Det bevarede, ligeledes utrykte, manuskript er på 331 kvartsider og er et udførligt indlæg i den aktuelle diskussion om grammatik og skoleundervisning.
Som professor i græsk læste Ole Worm bl.a. over Hesiodos: Arbejder og dage, der satte sig spor i to små trykte disputatser. Også en lille afhandling trykt i Rostock 1625 og omhandlende (Pseudo-)Aristoteles' skrift om verdens opbygning er frugt af en forelæsningsrække, afholdt 1618. Den var tidligere blevet trykt som fire disputatser hvoraf kun to er bevaret. Ca. halvdelen af de her fremsatte teser behandler naturvidenskabelige eller medicinske spørgsmål. 1616 skulle Ole Worm efter sin tur være dekan ved det filosofiske fakultet, men blev forbigået under henvisning til at han ikke var magister og derfor ikke kunne konferere denne grad til andre. Han måtte derfor i 1617 lade sig kreere til magister og blev endelig 1618 dekan. Hans stilling til tidens åndelige strømninger ses af den tale, betitlet Jubilum Evangelicum, han i oktober 1618 holdt mod den tyske jesuit Adam Contzen; talen blev trykt med tilegnelse til Holger Rosenkrantz og viser tidens polemiske stil. I maj 1619 kreerede han selv som dekan 15 nye magistre og holdt ved denne lejlighed endnu en aktuel tale rettet mod Rosenkreutzernes hemmelige sekt der gennem en række pseudonyme skrifter siden 1611 havde angrebet den gængse universitetsundervisning og den aristoteliske filosofi.
Når man ofte i ældre faglitteratur ser Ole Worm henregnet til de konservative lærde har det dog kun for så vidt sin rigtighed som han ikke ukritisk hyldede revolutionerende bevægelser som Rosenkreutzerne, men som erfaringens forkæmper ønskede klare beviser. Jatrokemien afviste han ikke når kemiske lægemidler viste sig brugbare, men selv uden hang til mysticisme ses han nu i det hele at have stillet sig mere kritisk over for den nye videnskab kemien. Efter i april 1621 at have overtaget det fysiske professorat kunne han helt hellige sig naturfilosofien. Det fremgår af et par små samlinger af teser fra 1622 og 1623, den første i forbindelse med en baccalaurpromotion, idet Ole Worm nu atter var dekan; ved denne lejlighed holdt han også den vittige og veloplagte tale Baccalaureus Philosophiae hvori han hylder den laveste universitetsgrad som et værdigt mål for vordende videnskabsdyrkere. Rent historisk delte Ole Worm i øvrigt tidens anskuelse som ikke fjernede sig langt fra den hermetiske tradition at naturkundskaben var skænket Adam af Gud i paradiset, bevaret hos ægypterne, gennem Moses og dronningen af Saba kommet til kong Salomon og hos grækerne samlet af Platon og Aristoteles. Guds almagt erkender mennesket gennem overleveringen og gennem selve skaberværket der er dens synlige udtryk, og det grundlag hvorpå videnskaben bygger. Iagttagelsen af naturgenstande sammenholdt med traditionen fremhævede Ole Worm allerede i en bevaret, men utrykt, tale om fysikkens fortræffelighed, holdt ved overtagelsen af det fysiske professorat 1621. Tankerne genfindes, dog uden omtale af den hermetisk prægede traditionsopfattelse, i fortalen til Museum Wormianum (Amsterdam 1655), det posthume folioværk som blev slutstenen på Ole Worms just i 1621 påbegyndte systematiske samlervirksomhed.
1627 var Ole Worm for første gang universitetets rektor og blev det atter i 1636, 1642, 1648 og 1654. En lang række lægevidenskabelige skrifter, alle udgivet som tesesamlinger fra universitetsøvelser, afspejler hans væsentlige faglige synspunkter og interesser. For disse afhandlinger er der i alt væsentligt gjort rede i John Rørbyes afhandlinger fra 1828. Det drejer sig om 17 samlinger Controversice Mediee fra årene 1624-51, den sidste med den unge P. Schumacher (Griffenfeld) som respondent, samt fire samlinger Institutiones Medicæ fra årene 1636-39, der fremtræder som et mere sammenhængende lærebogssystem der alene af terminologiske grunde måtte fastholde den fra oldtiden overleverede lære om elementerne og legemets "fire væsker". Men som empiriker fremsatte Ole Worm tillige mange nye kasuistiske iagttagelser. Diætetik og diagnostik spillede sammen med lægemidlernes virkning større rolle for ham end spekulative overvejelser. Som flertallet af tidens læger tøvede Ole Worm med at antage William Harveys 1628 fremsatte lære om blodets kredsløb og motiverede det 1632 med henvisning til erfaring fra åreladninger der viste at blodet var for tyktflydende til at trænge ud i de finere kar. Ti år senere skrev nevøen Thomas Bartholin til ham fra Leiden at J. Walæus ved vivisektion havde bekræftet Harveys teori hvilket Ole Worm synes at have taget til efterretning uden dog at offentliggøre nogen tilbagekaldelse.
Blandt hans mange medicinske teser forekommer også emner hentet fra hans naturvidenskabelige samling, således påvisningen af "enhjørningshorn" som identisk med narhvalens stødtand; ligeledes historien om den norske lemming der mentes at falde ned fra himlen, men ved dissektion viste sig udstyret med genitalier, og om paradisfuglen der i strid med den gængse påstand påviseligt havde fødder som andre fugle. Som anatom demonstrerede Ole Worm bl.a. osteologien ved hjælp af et til universitetet i 1628 skænket skelet. Ved den første gennemgang fandt han de små ben i kraniet som Th. Bartholin til ære for onklen gav navnet "ossa Wormiana". Det beror på en fejltolkning af kilderne at Ole Worm skulle have modarbejdet oprettelsen af et anatomisk teater 1644, og at han nærede en særlig uvilje mod den 1639 efter kongelig befaling ansatte Simon Paulli , der imidlertid var en større botaniker end anatom og som sådan afløstes af Th. Bartholin i 1648. Selv var Ole Worm fra sin ungdom ivrig botaniker og flyttede efter Caspar Bartholins død i 1629 fra sin hidtidige professorgård i St. Kannikestræde (nu Borchs kollegium) til den afdøde svogers hvor han ud mod det nuværende Krystalgade anlagde en medicinsk urtehave.
Det er som grundlæggeren af dansk runeforskning Ole Worm tidligt vandt sig nationalt ry. Allerede som ung professor havde han taget ivrig del i den grammatiske diskussion, og det var som professor i græsk han fik vakt sin interesse for de gamle nordiske sprog. Under et sygebesøg hos fru Anne Krabbe på Stenalt må han allerede før hendes død 1618 have set den i haven opstillede runesten, og så tidligt som 1616 var han i forbindelse med den skånske præst Bertel Knudsen Aquilonius der nogle år senere fik den opgave at indsamle runeindskrifter i Skåne, Halland og Blekinge. Ole Worm lånte ham svenskeren Joh. Bures skrifter om runerne fra 1599 og 1624, men Aquilonius var næppe opgaven voksen hvorfor Ole Worm selv måtte tilrettelægge indsamlingen og offentliggørelsen af alle danske runestene. 11.8.1622 udgik der kongebrev til Danmarks og Norges biskopper om at lade foretage eftersøgninger af antikviteter og tilstille kancelliet underretning herom; med kongebrevet fulgte en af Ole Worm udarbejdet fortegnelse over hvad der skulle svares på. Efter at have udspurgt almuen affattede sognepræsterne indberetningerne, det tidligste tilløb til en antikvarisk-topografisk beskrivelse af riget. December 1625 udgik kongebrev til ham om "efter lejlighed" at foretage runologiske rejser hvortil rentekammeret skulle afholde udgifterne. Det blev dog kun et mindretal af mindesmærkerne han personlig kom til at undersøge, men i Jonas Skonvig og sin elev Laurids Bording fandt han medarbejdere som efter tidens forhold på udmærket måde varetog denne del af opgaven. Således blev Ole Worm, som han skrev i et brev til Aquilonius, "drevet ud på dette old-forskningens dybe hav" hvilket fra at være en pålagt pligt blev ham en stadig kærere beskæftigelse livet igennem.
Sit antikvariske forfatterskab åbnede Ole Worm 1626 med Fasti Danici der 1643 kom i 2. udgave. Støttet til et rigt billedstof afhandles her kalendervæsnet i almindelighed og det danske i særdeleshed hvorefter følger et aftryk med latinsk oversættelse og udførlig kommentar af en i året 1328 på pergament skrevet runekalender fundet på en herregård i Jylland og 1622 overladt ham af kansleren Christen Friis til tydning. Sproget anså Ole Worm, velsagtens ikke upåvirket af findestedet, for jysk, men på et mellemstadium mellem det gamle lovsprog og nyere dansk mens det i virkeligheden som vist af moderne sprogvidenskab er gotlandsk. Da kalenderen senere er gået tabt har Ole Worms udgave med den egenhændige afskrift af originalen (udgivet 1939 af Nils Lithberg og Elias Wessén) blivende værd; også ellers regnes skriftet for et hovedværk inden for sin genre. Som prøve på hvorledes monumenterne agtedes behandlet udkom 1628 Tulshøi, seu Monumentum Ströense, 1636 De monumento Tryg-veldensi og Runir seu Danica literatura antiquissima (2. udg. 1651), en undersøgelse af runeskriftens oprindelse og udvikling, men udelukkende hvilende på dansk materiale \endash de af Bure offentliggjorte svenske runeformer holdt han udenfor da han ikke ville smykke sig med lånte fjer. Sprogbetragtningen er tidsalderens gængse: at det hebraiske sprog er grundlag for alle andre hvorfor også runerne afledes af hebraiske skrifttegn. Han gør rede for Valdemar Sejrs runereform og antager runerne for at have været middelalderens almindelige bogskrift hvori han yderligere bestyrkedes da han 1638 blev ejer af det berømte runehåndskrift af skånske lov.
Efter lange tiders forberedelse udkom 1643 Danicorum Monumentorum libri sex, en fuldstændig samling af alle da kendte danske, norske og gotlandske runeindskrifter, indledet med en oversigt over arten af monumenterne, lokalbeskrivelser af bl.a. Lejre og Danevirke samt oplysninger om oldtidsfolkenes skikke ved begravelse, rettergang og kongevalg. De følgende fem bøger behandler gruppevis efter landsdele i alt 144 mindesmærker meddelt i runer, gammel sprogform og latinsk oversættelse og ledsaget af såvel sproglig som antikvarisk kommentar. Metodisk har Ole Worm her skabt et skema som har været forbilledligt helt til vore dage idet han foruden afbildning oplyser om hvert enkelt mindesmærkes plads, størrelse og udseende. Til den historiske kommentering af runeværket måtte det være ham naturligt at søge materiale hos Saxo, og her modtog han stor hjælp af sin ven, historikeren og filologen S.J. Stephanius i Sorø der forberedte sin nyudgave af Saxo forsynet med fyldige historiske kommentarer. Fra dette og andet kildemateriale fik Ole Worm tidligt stof til flere selvstændige antikvariske skrifter og tekstudgaver.
1633 udgav han den norske præst Peder Claussøn Friis' oversættelse af Heimskringla der 1600-tallet igennem blev det egentlige kildeskrift til Norges historie. Til udgaven føjedes en dansk, noget omredigeret, oversættelse af Skåldatal. Den latinske tekst optoges i den 1636 udkomne bog om runeskriftens oprindelse hvori han også med islandske medarbejderes bistand meddelte de første prøver på islandsk skjaldepoesi i originalsproget ledsaget af latinske oversættelser og kommentarer: Egil Skallagrimssons Höfuðlausn og Regnar Lodbrogs Krákumál. Sidstnævnte udkom på Ole Worms foranledning i dansk metrisk oversættelse. De to kvads islandske tekst lod han trykke med runer som han også anvendte da han 1650 udgav Specimen lexici runici, en ordsamling udarbejdet af Magnus Ólafsson på Ole Worms opfordring. Opfattelsen af runerne som den gamle nordiske bogskrift støttede han også ved partiel udgivelse 1642 af runehåndskriftet af skånske lov under titlen Regum Danias series duplex et limitum inter Daniam et Sveciam. 1651 udkom et supplementsbind Additamenta til runeværket. Derimod var det næppe nogen lykkelig plan da et kongebrev 1652 befalede alle beskrevne runestene sendt til København til opstilling på Trinitatis kirkegård. Det var for så vidt et held at lensmændene ikke forhastede sig idet flertallet af de indkomne ødelagdes ved Københavns brand 1728. De reddede står nu i Nationalmuseets runehal.
Under et sygebesøg hos tronfølgeren prins Christian i Nykøbing F. så Ole Worm i september 1640 det i juli 1639 ved Gallehus fundne guldhorn, og allerede i begyndelsen af 1641 udkom Ole Worms beskrivelse deraf ledsaget af en kobberstukken gengivelse. Det er den første metodiske museale genstandsbeskrivelse i Danmark, måske i Europa, stadig læseværdig, men desværre ikke oversat. Gennem nevøerne Bartholin og Fuiren kom den ud til større kredse og bragte Ole Worm i forbindelse med bl.a. italienske humanister. Skønt hornet ikke havde nogen runeindskrift, genoptryktes afhandlingen i runeværket hvor kobberstikket er erstattet med en kopi i tinsnit. Guldhornsafhandlingen udarbejdedes i skarp kappestrid med Sorøprofessoren Henrik Ernst og førte til et aldrig bilagt fjendskab mellem denne og Ole Worm. Sagen kan følges i Ole Worms brevveksling med Stephanius. Materialet til denne første blandt mange senere guldhornsfejder findes samlet i flere håndskrifter i Kgl. blibliotek, bl.a. Gl. kgl. saml. 2376 b, 4° og Nykgl. saml. 807, 4°.
Den rigelige anvendelse af illustrationer sætter Ole Worms antikvariske skrifter i særklasse. Undertiden anvendte han kobberstik, oftere dog hvad man tidligere antog for træsnit. I sin disputats fra 1958 har Erik Moltke ført afgørende bevis for at de fleste af disse er metalsnit skåret i tin, en i grafikkens historie senere overset teknik som var både nemmere og billigere end træsnit og gav lige så gode resultater. At stikkere og formskærere (sandsynligvis universitetets formskærer H.A. Greyss) tillod sig meget store friheder i gengivelsen af de ofte ubehjælpsomt tegnede forlæg til runestenene, og at Ole Worms svigtende evner som runelæser parret med tidens ukendskab til de gamle nordiske sprog har bevirket forkastelse af de fleste af hans enkeltfortolkninger ændrer ikke den kendsgerning at han med bearbejdelsen, samlingen og udgivelsen af det første danske (og norske) runeværk udførte et pionerarbejde af første rang. Først L.F.A. Wimmers og Lis Jacobsens & Erik Moltkes runeværker har i vort århundrede helt afløst Ole Worms.
Mens Ole Worms virke som runolog og antikvar fik vidtrækkende national betydning skyldes hans internationale berømmelse nok så meget hans virksomhed som samler. Selvsyn, "autopsi", var nøgleordet for datidens læger og naturforskere, anatomiske iagttagelser var dem en lige så selvfølgelig sag som indsamling af planter og naturgenstande suppleret med litterære notater. For eftertiden må Ole Worm stå som den fødte museumsmand. Hans evner for nøjagtig genstandsbeskrivelse satte deres smukkeste blomst i guldhornsafhandlingen 1641, men det kan ikke afgøres hvorvidt en oprindelig samlertrang hos ham bør prioriteres højere end almindelig forskertrang, "curiositas" på alle felter, også sproglige og historiske. Det er en kendsgerning at hans systematiske samlervirksomhed tog fart i forbindelse med hans overtagelse af lærestolen i fysik 1621 da han indførte demonstrativ genstandsundervisning ved universitetet. Aksel E. Christensen har betvivlet om dette var inspireret af universitetets s.å. udstedte "Novellæ constitutiones" der faktisk blot fremtrådte som en påmindelse til professorerne om ikke at spilde tiden med dikteren, eller om Ole Worm snarere sammen med en kreds af yngre professorer fornyede undervisningsformen, ikke i kraft af myndighedernes støtte, men til trods for mangelen derpå.
Resten af sit liv opbyggede Ole Worm den samling der som tidligere nævnt først publiceredes året efter hans død og dermed blev slutstenen på hans forfatterskab. Den tryktes hos Elzevir i Leiden under tilsyn af sønnen Willum Worm der studerede i Nederlandene. Det typografiske forbillede var Jan de Laet: Historia Naturalis Brasiliæ, Leiden 1648, og mellem Ole Worm og de Laet foreligger en brevveksling.
De talrige illustrationer, hovedsagelig træ- (eller tin-)snit, er til dels originaler udført i København, men flertallet er hentet fra andre værker. Museum Wormianum er et hovedværk i ældre europæisk museumslitteratur. Teksten er delt i fire bøger hvoraf de tre første behandler mineral-, plante- og dyreriget, den fjerde forarbejdede genstande omfattende arkæologi, etnografi, numismatik og enkelte egentlige kunstgenstande. Teksten er af noget ujævn karakter, visse afsnit synes at være forelæsnings-manuskripter, andre begrænser sig til navneopregninger, men i sin karakter er værket ikke noget blot katalog, men en ræsonnerende "historia" med henvisninger til og citater fra andre forfattere. Et lille trykt katalog fra 1642 kendes kun i ét eksemplar (i British Museum), endnu et fra 1645 er forsvundet. I sit testamente bestemte Ole Worm at samlingen først skulle tilbydes kongen (uvist af hvilken grund ikke universitetet), og enken overlod den 1655 til Fr. III der indlemmede den i det kongelige kunstkammer. I vore nuværende museer findes endnu en snes etnografiske og naturvidenskabelige genstande der kan føres tilbage til Ole Worms samling.
Det er som runolog og samler Ole Worm må regnes til de store, originale forskere. Som universitetslærer øvede han en grundlæggende indsats ved indførelse af demonstrationsundervisning. I øvrigt tilhører han den kreds af betydelige europæiske lærde der fortjener at bære betegnelsen "polyhistor" som hædersnavn. Først og fremmest gennem deres fulde fortrolighed med den klassiske overlevering formåede de som universitetslærere at gøre fyldest i flere fag der efter vore nutidige begreber synes at ligge hinanden fjernt. Hertil kommer hans smukke position som læge for alle samfundslag, fra kongehus og adel, gennem storborgerslægterne, hvortil han gennem sine tre ægteskaber var forankret, og ned til Københavns nødstedte befolkning som han ikke svigtede under gentagne pestepidemier. Under en sådan døde han 1654, dog af en blærelidelse. Hans rige videnskabelige og menneskelige kontaktevne følges på nært hold i hans brevbøger der sammen med hans øvrige papirer arvedes af sønnen Willum Worm og gennem dennes søn biskop Christen Worm kom i Fr. Rostgaards eje. De er nu i Det kgl. bibliotek og i den Arnamagnæanske samling.
Allerede 1751 udkom et fyldigt udvalg af hans korrespondance tilrettelagt af Hans Gram, i 1948 en mønsterværdig udgave med engelsk kommentar af hans islandske korrespondance ved Jacob Benediktsson (Bibliotheca Arnamagnæana, VII), 1965-68 H.D. Schepelerns trebinds oversættelse af samtlige trykte breve til og fra Ole Worm med indføjede regester af de utrykte. Vi møder her mennesket Ole Worm, varmhjertet og temperamentsfuld. Gribende virker den bekymrede gamle fars breve til sønnen i udlandet fra hans sidste leveår. Forbindelsen med elever og venner i ind- og udland slap han aldrig. Ikke blot Århus, men Danmark, ja hele Europa kan regne ham blandt sine berømte sønner. Familie
Ole Worm blev født i Århus, døde i København og er begravet sammesteds (Frue kirke).
Forældre: senere borgmester Willum Worm (1563-1629, gift 2. gang med Bodil Lauridsdatter) og Inger Olufsdatter (1568-1619). Gift 1. gang 26.11.1615 med Dorthe Fincke, født 1596,død 21.11.1628 i København, d. af professor Thomas Fincke (1561-1656) og Søster Ivars (1574-1614). Gift 2. gang 1630 med Susanne Madsdatter, født 1613, begr. 26.8.1637 i Roskilde, d. af sognepræst i Vejle, senere biskop i Lund Mads Jensen Medelfar (1579-1637) og Inger Leth (1591-1616). Gift 3. gang 21.4.1639 i Kbh. med Magdalene Motzfeldt, født 25.1.1617 i København, død 24.2.1691 sst. (gift 2. gang 1661 med dr.med. Christian Fabricius, 1601-66), d. af vinhandler Peder Motzfeldt (død 1650) og Marie v. Heimbach. \endash Far til Matthias Worm og Willum Worm . (1633-1704). Bibliografi
Kilder. Præsteindberetn. til Ole Worm, ved Frank Jørgensen I-II, 1970-74 (anm. af H.A. Hens i Hist. t. 13. r. III, 1976 177-83). Correspondence with Icelanders, udg. Jacob Benediktsson, 1948 \endash Bibi. Arnamagnæana VII. Breve fra og til Ole Worm, overs. H.D. Schepelern I-III, 1965-68.
Lit. C. Klitgaard i Pers. hist. t. 8. r. I, 1922 170-87 (om slægten). [J. Rørbye] i Østs archiv for psychologi... IX, 1828 361-91. E. C. Werlauff i Nord. t. for oldkyndighed I, 1832 283-368. C.C.A. Gosch: Udsigt over Danm.s zoologiske lit. II, 1, 1873 24-38; III, 1878 7-13 (bibliografi). Ludv. F.A. Wimmer: Om undersøgelsen og tolkn. af vore runemindesmærker, 1895 16\endash 30. Jul. Petersen: Bartholinerne og kredsen omkr. dem, 1898 16-28. Carl Neergaard i Ugeskr. for læger LXXVIII, 1916 1836-51. Carl Christensen: Den danske botaniks hist. I, 1924-26 18-23. Ellen Jørgensen: Historieforskn. og historieskrivn. i Danm. indtil år 1800, 1931 (fot. optr. 1960) 122-27. Henrik Schück: Kungl. vitterhets-, historie- och antikvitetsakad. I, Sth. 1932 67-78. Mogens B. Mackeprang i Årbøger for nord. oldkyndighed, 1936 71-96. Niels-Knud Liebgott sst. 1970 94-119. Lis Jacobsen og Erik Moltke: Danmarks runeindskrifter. Tekstbd., 1942. Erik Moltke: Jon Skonvig og de andre runetegnere II, 1958 = Bibi. Arnamagnæana supp. II. H.D. Schepelern: Museum Wormianum, 1971 (anm. af Aksel E. Christensen i Hist. t. 12. r. VI, 1973 559-74). Københavns univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehøj IV, 1980; VII, 1979; XI, 1979; XIII, 1979. F.J. Billeskov Jansen: Liv og lærdom, 1983 25-31.
Papirer i Kgl. bibl. og Arnamagnæanske saml. Ole blev gift med Dorthe Fincke, datter af Thomas Fincke , professor og Søsters Ivars, den 1615-11-26. (Dorthe Fincke blev født i 1596 og døde den 1628-11-21 i København.) Ole blev derefter gift med Susanna Madsen, datter af Mads Jensen , præst i Medelfar, senere biskop i Lund og Inger Leth, i 1630. (Susanna Madsen blev født i 1613, døde i 1637 og blev begravet den 1637-8-26 i Roskilde.) Ole blev derefter gift med Magdalene Motzfeldt den 1639-4-21. (Magdalene Motzfeldt blev født den 1617-1-25 i København og døde den 1691-2-24 i København.) Kilder 1 www.denstoredanske.dk, Ole Worm (1588-1654). |