|
Gemeinsame Notiz |
Forsiden
Kunst og kulturLitteraturDansk litteratur1870-1900Henrik Pontoppidan (Du er her)
Henrik Pontoppidan Verificeret Print
Upassende
Direkte link Indholdsfortegnelse
Henrik Pontoppidan som ung student i København. Præstesønnen flyttede fra Randers efter realeksamen ikke mindst i protest mod den strenge kristne moral, der prægede atmosfæren i hjemmet. Fotografi fra ca. 1875.
© Det Kongelige Bibliotek
Henrik Pontoppidan som ung student i København. Præstesønnen flyttede fra Randers efter realeksamen ikke mindst i protest mod den strenge kristne moral, der prægede atmosfæren i hjemmet. Fotografi fra Læs mere
Henrik Pontoppidan, 24.7.1857-21.8.1943, dansk forfatter, modtog nobelprisen i litteratur 1917 sammen med Karl Gjellerup; bror til Knud og Morten Pontoppidan. Præstesønnen Henrik Pontoppidan valgte efter realeksamen ingeniørstudiet i bevidst opposition til faderen. Men umiddelbart før den afsluttende eksamen i 1879 opgav han den sikre karriere til fordel for det usikre liv som forfatter.
Denne beslutning er kendetegnende for Pontoppidan, der gennem sit mere end tresårige forfatterskab aldrig slog sig til ro i en fast livsanskuelse, men gang på gang skiftede ham, som han selv udtrykte det med et billede fra sine erindringer: Drengeaar (1933), Hamskifte (1936), Arv og Gæld (1938), Familjeliv (1940).
Henrik Pontoppidans værk er båret af en utrættet kritisk granskning af mennesker, af det danske samfund, af kristendommen og først og sidst af hans eget væsen. Han omarbejdede mange af sine værker, ikke mindst de store romaner, sådan at forfatterskabet er i evig dialog med sig selv. Den sidste bog, Pontoppidan udgav, var en sammenskrivning og revidering af erindringerne med den sigende titel Undervejs til mig selv (1943).
I erindringerne kalder Pontoppidan sig selv for stridsmand. Hans første værker fra 1880'erne om de elendige sociale og menneskelige vilkår i landbefolkningen tager klart parti for de undertrykte. I debutværket Stækkede Vinger (1881) ligger den sociale indignation endnu i kim, som udfoldes fuldt i novellesamlingen Landsbybilleder (1883) og i den lille roman Sandinge Menighed (1883). Her og i novellesamlingen Fra Hytterne (1887) har Pontoppidan et godt øje både til de velstillede bønder og til den grundtvigianske åndelige bevægelse.
De første udbytter almuen materielt, mens grundtvigianernes folkelighed er skadeligt fantasteri. Men selv om kritikken retter sig mod faktiske sociale og politiske forhold, er dens kerne psykologisk: De bevidste og ubevidste motiver, som driver menneskers adfærd, og som ytrer sig i forskellige former: dobbeltmoral, kynisk manipulering af andre, selvbedrag og selvundertrykkelse. Denne psykologiske interesse rettes imidlertid også mod de herskende borgerligt kristne illusioner om menneskets natur i fortællinger og små romaner, der inddrager borgermenneskets erotiske hæmninger, Ung Elskov (1885), Mimoser (1886), Isbjørnen (1887), Spøgelser (1888).
Henrik Pontoppidans skuffelse over Venstres passivitet i Provisorietiden 1885-94 slår afgørende igennem i Skyer (1890), hvor den sociale kritik forvandler sig til en mere almen kritik af, hvordan materielle hensyn vejer tungere end kampen for frihed. Interessen for det almenmenneskelige får ligefrem sin egen genre i samlingen af små, lignelsesagtige fortællinger, Krøniker (1890), som Pontoppidan udbyggede op gennem halvfemserne. Bag denne drejning af forfatterskabet ligger Pontoppidans opgør med sit eget engagement i landbefolkningens vilkår.
Det ægteskab, han i 1881 havde indgået med bondedatteren Mette Marie Hansen, blev opløst i 1892. Ikke mindst af den grund kom hans eget kritisk-moralske ståsted fra det tidlige forfatterskab i søgelyset, og forfatterskabet skiftede karakter. Man kan således læse hans store roman Det forjættede Land (1891-95) som et dulgt selvopgør.
Borgersønnen Emanuel Hansted bliver præst i et landsogn, gifter sig med en af de lokale og vælger at dele sociale vilkår med sin fattige menighed. Men Emanuels engagement hviler på et selvbedrag. I virkeligheden bruger han sit virke og sit ægteskab til at kompensere for sine egne uløste problemer i forhold til den borgerlige kultur, han kommer fra. Romanen rummer både en bred tidsskildring af de sociale og religiøse brydninger på landet i 1870'erne og 1880'erne og en indtrængende analyse af den demokratiske lighedstankes sociale og psykologiske grundlag.
Henrik Pontoppidan som ældre.
© Gyldendal
Henrik Pontoppidan som ældre.
Under arbejdet med romanen blev det Pontoppidan klart, at hvis man dykker ned i den menneskelige psyke, så møder man dér kulturen og samfundet. For i opdragelsen indpodes de bærende normer uudsletteligt i det enkelte individ. I centrum for denne ofte ødelæggende prægning står den strenge fader. Dette forhold, som også var dybt personligt, udforskede Pontoppidan i 1890'erne i en række mindre jegromaner om mænd, der ikke magter at få et afklaret forhold til deres egen erotiske natur: Vildt, der sammen med fortællingen En Bonde udgør Natur (1890), Minder (1893), Den gamle Adam (1894) og Højsang (1896).
Hertil slutter sig romanen Nattevagt (1894) om en radikal kunstner og fantast. Dette arbejde førte frem til endnu en stor roman, Lykke-Per (1898-1904). Under dens lange tilblivelseshistorie udkom fem mindre romaner og fortællinger: Lille Rødhætte (1900), Det ideale Hjem (1900), Det store Spøgelse (1902, i bogform 1907), Den kongelige Gæst (1902, i bogform 1908) og Livets Kilde (1903). De kredser om Lykke-Pers grundtema: den elementære menneskelige livslysts hæmning gennem den patriarkalske fader og den kristne, altødelæggende samvittighed — det store spøgelse.
Men de indkredser også en utopi om det faderløse samfund, mest markant i Det ideale Hjem, hvor idealet er, at børnene vokser op hos moderen og hendes bror. Lykke-Per følger præstesønnen Pers livslange oprør mod sin far. Han vælger ingeniørstudiet for at komme kristendommen til livs ad teknologiens og rationalitetens vej, men tvinges efter års trodsen til at erkende, at kristendommen stikker dybt i ham, og han gifter sig med en præstedatter. Men da han en dag irettesætter sin lille søn, opdager han, hvorledes hans egen strenge, livshæmmende far går igen i ham selv. Han vælger derfor at tilbringe resten af sit liv i ensomhed for at løse sit eget jegs gåde.
Det forjættede Land og Lykke-Per skildrer frembruddet af det parlamentariske demokrati i tilknytning til de folkelige bevægelser og industrialiseringens og den moderne videnskabs indtog i kamp med århundredgamle kristne traditioner. Efter skuespillet Asgaardsrejen (1906) og den lille kunstnerroman Hans Kvast og Melusine (1907) fulgte Pontoppidan denne "Danmarkshistorie" op med en statusopgørelse over konsekvenserne af den voldsomme opbrudstid, der kulminerede med Systemskiftet i 1901.
Det skete i den tredje og sidste store roman, De Dødes Rige (1912-16). I De Dødes Rige er der ingen hovedperson. I stedet fletter Pontoppidan flere ledepersoners historier ind i hinanden og demonstrerer på den måde, hvor sammensat og fragmenteret den moderne kultur og den moderne personlighed er.
Den politiske og ideologiske frigørelse fra de patriarkalske normer har ikke ført til, at mennesket har fundet frem til en fornuftsbaseret livsform i pagt med den biologiske natur, men til en frisættelse af det egoistiske begær fra alle moralske og rationelle hensyn. Det moderne samfund er et individualismens helvede.
I romanens slutning toner imidlertid en utopi frem, hvor en gruppe mennesker trækker sig ud af det bestående for i fællesskab at grundlægge et samfund baseret på kosmisk-naturlige love.
I forfatterskabets sidste del, hvortil hører erindringerne og de to romaner Et Kærlighedseventyr (1918) og Mands Himmerig (1927), fuldførte Pontoppidan sin lange vandring mod sig selv ved at stille skarpt på den mandlige, kærlighedsfjendske magtvilje, som for ham var kulturens byrde.
Henrik Pontoppidan havde livet igennem en stærk tilknytning til Rørvig og ligger begravet ved familiens gravsted på Rørvig kirkegård.
Læs også om Henrik Pontoppidan i Dansk Biografisk Leksikon. Find bøger Find Lydbøger
hos Storytel Find bøger
på bogpriser.dk Studiebøger
på pensum.dk Læs e-bøger
hos Ready Mest læste artikler
Solveig von Schoultz-prisen2
Solveig von Schoultz-prisen3
Margarete Steffin
Angelique Umugwane
Solveig von Schoultz-prisen
Heimat
BIG
Erlend Høyersten
Plácido Domingo
Nikolaj Kunsthal Tags
Rediger tags
indignation gåde nobelprisen erindringer Henrik Pontoppidan Lykke-Per fantasteri livsanskuelse folkelige bevægelser folkelighed granskning illusioner fantast Provisorietiden Rørvig Morten Pontoppidan Knud Pontoppidan Karl Gjellerup
Hvad er et tag?
Billeder
Tilføj billede/fil Mere
© Dette billede må du ... Henrik Pontoppidan som ældre. Mere
© Dette billede må du ... Henrik Pontoppidan som ung student i København. Præstesønnen flyttede fra Randers efter realeksamen ikke mindst i protest mod den strenge kristne moral, der prægede atmosfæren i hjemmet. Fotografi fra Læs mere
Viser 2 af 2 billeder
Nyhedsbrev Om artiklen
Seneste 3 forfattere
Redaktionen
02/06/2013
Marie-Louise Hammer
01/06/2013
Redaktionen
01/06/2013
Ekspert
LektorNielsen
Oprindelig forfatter
KPMor
01/02/2009
Læst 31343 gange
Redigeret 13 gange
© Denne artikel må du ... Om Den Store DanskeVilkår og rettighederDatapolitikHjælpFAQAnnoncerKontakt
© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki |