Jörg J. Buchholz

Tilføj notat
Forside -> Om os -> Historien

13. november 2010

Historien om Ebbe Skjalmssøn har været bragt i Skjalm to gange. Første gang tilbage i november 1985 - april 1986 og anden gang i en let redigeret udgave i 1992. Forfatteren, som underskriver sig "Herold", er Bjarne Hofmann, der var med i Ebbes Gamle Venner (EGV - en gruppe af gamle spejderforældre).
HISTORIEN OM EBBE SKJALMSSØN

Ebbe Skjalmssøn er af Hvideslægten, som har fostret andre og mere berømte mænd end vores egen Ebbe. Absalon er én af dem, og hans betydning for København er vel kendt af alle. Esbern Snares navn kendes også af mange. Han er bror til Absalon, og som denne tillægges han også at have grundlagt en by, nemlig Kalundborg.

Ebbe Skjalmssøn var storebror til Absalons og Esberns far, Asser Rig, og søn af Skjalm Hvide. Heraf betegnelsen Hvideslægten.

Tidligere tiders historikere tillagde Hvideslægten at nedstamme fra sagnhelten Palnatoke, men af hensyn til stamtræets overskuelighed starter vi omkring år 1000.

Det er på det tidspunkt, at vikingetiden ophører og middelalderen begynder. Gorm den Gamle er forlængst død. Harald Blåtand har ristet runer på Jellingestenen om, at han "gjorde danerne kristne".

Riget blev samlet under en konge, samtidigt med at man forsøgte at udvide det til alle sider. Sven Tveskæg erobrede England i år 1013. Både han og sønnen Knud den Store tævede nordmændene, men så begynder det at gå lidt tilbage.

Da Knud den Stores søn dør i 1042 tabes England, så da Svend Estridsen kommer til magten i 1047, har han hænderne fulde. Harald Hårderåde gør oprør i Norge, der er konstant ballade med svenskerne, og fra syd plyndres vi af venderne, der driver sørøveri langs de danske kyster. Flensborg var den gang, som i dag, den vigtigste by mod syd, idet datidens spritrute, også kaldet Hærvejen, endte der.

Jo, der var brug for brave, tapre og kongetro mænd, og det er i dette kaos, at Skjalm Hvide, jarl af Sjælland dukker op i historien.

Skjalm Hvide var en magtfuld skikkelse i en urolig tid. Første gang vi træffer ham er i slaget ved Niså i 1062. Oplysningerne om ham er sparsomme, men vi ved, at han har over 50 virksomme år, hvor han opnår at samle store jordegodser på Midtsjælland - og bl.a. også her på egnen. Han bliver høvedsmand over Sjælland og Rügen - og når endelig at virke under seks konger, inden han afgår ved døden ca. 1114, efter datiden som en tussegammel olding.

I det følgende har jeg derfor valgt at flette Skjalm Hvides og Danmarks historie sammen for at vise tidens vilkår.

1062

Skjalm Hvide deltager i slaget ved Niså som høvedsmand over Sjælland. Han nævnes af Saxo Grammaticus for sin og sine mænds tapperhed. Især nævnes blandt hans rorgængere Aslak, der betog såvel venner som fjender ved at rydde et langskib for fjender uden andre våben end en stor egestamme.

Skjalm Hvide selv såredes hårdt og mistede så meget blod, at han blev overmandet og taget til fange - men trods tidens traditioner skånet. Næste nat flygtede han fra sit fangenskab og nåede sikkert hjem.

I øvrigt tævede Harald Hårderåde og nordmændene Svend Estridssøn og danskerne eftertrykkeligt ved denne lejlighed.

1064

Slutter vi fred med Harald Hårderåde.

1066

Harald Hårderåde forsøger sig i England, der på dette tidspunkt var traditionelt område for nordisk ekspansion, men han kommer til kort. Den engelske konge, Harald Godwinson, nedkæmper ham ved Stanford Bridge.

I mellemtiden er en normanner, Vilhelm Erobreren, landet med sin hær i Sydengland, og det kommer til et slag ved Hastings. Her vinder normannerne, Harald falder og Vilhelm bliver konge i England.

Imens sad Svend Estridsøn hjemme i Danmark og funderede over, hvordan han kunne blande sig. Han var for øvrigt i familie med med både Harald og Vilhelm, men det var ingen hindring for lidt personlig vinding - dengang.

1074

Efter Svend Estridsens død vælges hans søn Harald Hein - eller Hen efter den bløde hvæssesten. Hans skuffede bror, Knud, drager i 1075 til England og plyndrer - nogen skal det jo gå ud over. Han risikerer dog ikke kamp med Vilhelm, men vender hjem igen.

1080

Så lykkes det for Knud, endelig konge.

1085

Knud vil igen til England og plyndre, men flådens mandskab vil hjem og høste. Så Knud kommer ikke til England.

1086

Knud plyndrer i Vendsyssel - skatter er opfundet nu, og desværre ikke siden afskaffet. Jyderne er ikke tålmodige skatteborgere. De forfølger Knud helt til Odense, hvor han dræbes i Sct. Albani kirke.

Broderen Oluf følger efter ham som konge i en ulykkelig tid med ulykker og nød - man er nødt til at slagte heste, fortæller Saxo (heste var dengang uren spise) - Oluf bliver derfor begavet med tilnavnet Hunger.

Oluf dør i 1095, om det var af sult vides ikke.

ca. 1090

Venderne opsnapper og dræber Skjalm Hvides bror, Auden, da han sejlede fra Sjælland til Lolland. Skjalm Hvide er på dette tidspunkt så mægtig, at han på tinge kalder til leding (=krig) uden om kongen og med stor succes og megen grusomhed hjemsøger venderne.

Senere deltager Skjalm Hvide i adskillige togter mod venderne og blev høvedsmand over Rügen.

1095

Olufs bror, Erik, bliver konge, tiderne ændrer sig, og han kaldes Ejegod. I øvrigt er han god af sig.

Han får sin bror, Knud, der, som det fremgår af ovenstående, var en hård hund, gjort til helgen.

Han var også god ved damer, så god, at den gamle munk, Saxo, har svært ved at finde en grimasse, endsige en undskyldning, overfor dronningen. Til sidst må Erik Ejegod på pilgrimsrejse til Det hellige Land, men dør på rejsen.

Skjalm Hvide må tage sig af Eriks eneste ægte søn, Knud, der desværre er for ung til at blive konge. Farbror Niels vælges, - det kommer til at give problemer senere.

1113

I 1113 har kong Niels nogle familiestridigheder om arv i Nordtyskland, men løber ind i et nederlag og undslipper med nød og næppe. Niels er øjensynlig en svag konge. Det betyder bl.a., at venderne har frit spil til deres sørøveri i de danske farvande. Det koster Knud en stor sum penge, som han har hentet hos sin plejefar, Skjalm Hvide. Ved overfarten fra Sjælland til Fyn må mandskabet kaste pengetønden overbord for at slippe fra venderne. Kong Niels er i bæltet med skibe, men er magtesløs. Knud tager sig det meget let, - nu behøver han, som han siger, ikke at frygte at miste familiens skat, men kan friere anvende de midler, han senere samler.

1114

Skjalm Hvide dør.

Efter Skjalm Hvide følger sønnerne Toke Skjalmssøn, Ebbe Skjalmssøn, Asser Røg (eller Rig), Sune Skjalmssøn, og døtrene Cecilie, Mogga og Margrethe.

LOKALHISTORIE

I vores fortsættelse af historien om Ebbe Skjalmssøn må der luskes lidt lokal- og kirkehistorie med ind i billedet.

Erik Ejegod tog jo ikke på pilgrimsrejse på grund af de fremmede damer eller de uægte børn, men fordi han sandsynligvis i beruselse "kom til" at slå fire af sine egne mænd ihjel.

Hjem fra rejsen sender han én af de utallige splinter fra "Herrens kors", samt fra den hellige Niels' ben til den kirke, han havde ladet opføre i Slangerup.

Kirken skulle opføres således, at alteret skulle stå på samme sted som hans vugge havde stået. Der må således have ligget en kongsgård i Slangerup, og det er derfor også sandsynligt, at Hviderne har opholdt sig i nærheden.

Der var etableret en forsvarslinie fra Slangerup langs Mølleåen til Farum, hvoraf Bastruptårnet var ét af fæstningsværkerne.

I et gavebrev fra kong Niels optræder et vidne blandt de kongelige ved navn "Ebbe af Bastrup", som man mener er en høvdingesøn, så mon ikke det skulle være vores Ebbe Skjalmssøn, der har stået for dette fæstningstårn, som vi i dag kender som Bastrupruinen. I alle tilfælde er det ikke kun Skjalm Hvide motel, der tyder på dette, men også Jørlunde kirke, der menes bygget af Hviderne.

Mellem femten og sytten hundrede af vore landsbykirker blev bygget i perioden fra slutningen af det 11. til slutningen af det 12. århundrede samt en mængde klostre. Således er Stenløse, Slagslunde og Ganløse kirker bygget i denne periode.

Hviderne deltog meget aktivt i byggeriet. Sammen stiftede Skjalmssønnerne Sorø kloster. Ebbe Skjalmssøn og hans hustru Regnild påbegyndte bygningen af Bjernede rundkirke, som kan ses den dag i dag, og som færdigbyggedes af deres søn Sune. Den mest kendte kirkebygger af Skjalmssønnerne var Asser Rig. Han var gift med Inge, en datterdatter af Knud den Hellige, og de byggede Fjenneslev kirke og formentlig også Tveje Merløse kirke.

Om Skjalmdøtrene kan nævnes, at Cecilie blev gift med Peder Thorstensen, der menes at have bygget en rundkirke nord for Sorø, hvor nu Pedersborg kirke ligger.

Om Mogga ved vi, at hun blev gift, og at hun som enke indgav sig til Roskilde Kloster. Det eneste kendte om den yngste datter Margrethe er, at hun var nonne i Roskilde.

... OG SÅ TILBAGE TIL HISTORIEN.

På kongesiden forventer Magnus at blive konge efter sin far, men frygter at blive vraget til fordel for den populære Knud Lavard, som efter Erik Ejegods død var opfostret hos Skjalm Hvide.

Da kong Niels også gerne selv ser sin egen søn på tronen, giver han Magnus lov til at rydde Knud Lavard af vejen, og dette sker på listig vis i Haraldsted skov i 1131.

Men Skjalmssønnerne, som aner den rette sammenhæng, slår til. Da de ikke må begrave Knud i Roskilde, sørger de for, at han bliver begravet i Ringsted. Derefter tager de rundt og fremviser Knud Lavards blodige kjortel og ægger folket til kamp mod kong Niels og Magnus.

Kort efter Knuds død føder hans kone Ingeborg en søn, som kaldes Valdemar efter sin morfader Storfyrst Vladimir, og han kommer som sin far i pleje hos hos Hviderne på gården i Fjenneslev.

Allerede på dette tidlige tidspunkt har Asser Rig taget førstepladsen. Selv om han aldersmæssigt kun er nummer tre, har han overtaget hovedgården, og bliver plejefar for Valdemar.

Der bliver nu borgerkrig mellem kong Niels og Magnus på den ene side, og Knud Lavards to uægte brødre Erik og Harald på den anden, og efter en lang og hård kamp går Erik af med sejren, formentlig støttet af Hviderne, og bliver konge med tilnavnet Emune. Han forsøger hårdt og tyranisk at genoprette ro og orden i landet, men også han må lade livet på tinge i 1137, og dermed er alle borgerkrigens kongeemner udtømt.

Kongeemnerne på sværdsiden er Svens Erikssøn, Knud Magnussøn og Valdemar Knudssøn, men de er alle endnu for unge til at slås, og derfor er man nødt til at vælge en fra spindesiden.

Man vælger Erik Lam, han er Erik Ejegods dattersøn, og tilnavnet har han fået, fordi han er en noget svag fyr, der ikke udretter stort andet end at få tiden til at gå, indtil Svend, Knud og Valdemar er gamle nok til at fortsætte kampen om tronen.

I de følgende kampe mellem kongesønnerne kommer Ebbe Skjalmssøn og de andre Hvider, som længe havde haft det som blommen i ægget, rigtigt ud og får en på skallen.

SVEND, KNUD OG VALDEMAR

Svend, Knud og Valdemar er alle mere eller mindre ægte oldebørn efter Sven Estridsøn, Svend og Valdemar er børnebørn af kong Erik Ejegod, Knud af kong Niels.

Men de er ikke "morderlig" gode venner, for Valdemars far, hertug Knud Lavard blev myrdet af Knuds far Magnus, som så til gengæld blev myrdet af Svends far, kong Erik Emune. Der er således lagt op til et godt familiedrama.

Skjalmssønnerne er opvokset sammen med med Knud Lavard, og de støtter derfor hans søn Valdemar, som for tiden opfostres hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern på gården i Fjenneslev.

Valdemar er i 1146 kun 15 år gammel og Hviderne samler derfor deres støtte om Valdemars halvfætter Svend, som nu er 21 år. Knud har på grund af sine forfædres misgerninger ikke mange tilhængere på Sjælland, og han tager derfor til Viborg Ting, hvor jyderne vælger ham til konge.

Svend lader sig opstille på Sjælland og vælges til konge med Hvidernes støtte. Ebbe Skjalmssøn tager roret, og den unge Svend foretager sig intet uden at spørge ham til råds. Man indser straks, at her gælder det om at få skåningerne, som tidligere har støttet Magnus over på deres side. Det lykkes også ved en smigre-ekspedition at få dem til at vælge Svend til konge, og så har man ryggen fri.

Mens Svend er i Skåne, skynder Knud sig til Sjælland og overtaler den mægtige biskop Eskild til et komplot mod Svend. Komplottet mislykkes, Eskild tages til fange, og Svend forfølger Knud, som han slår i et voldsomt slag på Hvidernes enemærker ved Slangerup endnu i 1146.

Svend er dog så bange for Eskild, at han frigiver ham og tildeler ham meget gods for at få ham på sit eget parti. Eskild er mest knyttet til Knud, men er ærkebiskop i Lund, hvor Svend er valgt til konge, så han forsøger at forlige de to konger for kirken og mod venderne. Men de ryger hurtigt i totterne på hinanden igen.

Svend befæster Roskilde og sætter Ebbe Skjalmssøn til at passe på byen, mens han selv tager tilbage til Skåne.

Knud forsøger at indtage Roskilde ved list, men Ebbe Skjalmssøn tager hans sendebud til fange, og Knud tager tilbage til Jylland for at samle kræfter.

Han vender dog uventet tilbage gennem Isefjorden, indtager Roskilde og afbrænder Ebbe Skjalmssøns gård, så han med ild i halen må flygte over til Svend i Skåne.

Flere og flere slutter op bag Svend, og i 1148 forsøger han sammen med Eskild et comeback ved Tåstrup, og Knud må tilbage til Jylland.

Ebbe Skjalmssøn, som nu er hjemme igen, men husvild, flytter ind på Knardrupgård - eller Knarretorp, som den hed dengang.

Valdemar er nu blevet gammel nok til at blande sig i opgøret, og han melder sig ikke uventet under Svends faner. Valdemar er blevet meget populær, ikke mindst i Slesvig, hvor hans far var hertug, og Svend gør Valdemar til hertug af Slesvig. Valdemar må dog først smide Henrik Skadelårs søn, Knud Henrikssøn ud, for ham har Knud i forvejen gjort til hertug der.

Dette lykkes og giver ham god kamptræning. Efter et uheldigt slag ved Ejderen må Svend trække sig tilbage til Skåne for at samle kræfter, men i 1150 føler han sig stærk nok til at prøve kræfter med Knud i Jylland.

Han drager afsted, men på Fyn hører han, at Ebbe Skjalmssøn er død, og han tilbage til Sjælland for at sørge over tabet af Ebbe. Dette fortæller noget om, hvor meget nært venskab, der var imellem de to. Efter Ebbe Skjalmssøns død overtager hans søn Sune Ebbesøn ikke kun Knardrupgård, men også sin fars plads hos kong Svend.

Året efter drager Svend atter mod Jylland til det første store opgør, hvor også Valdemar deltager sammen med Toke Skjalmssøns søn Stig Tokesøn, som i øvrigt også var gift med Valdemars søster Margrethe.

Ud over disse har sikkert også Sune Ebbesøn og andre af Skjalm Hvides børnebørn deltaget i dette togt.

Det store slag kommer til at stå ved Viborg, Svend og Valdemar slår Knud så eftertrykkeligt, at han må flugte til sin stedfader, kong Sverker af Sverige, som efter Magnus'død havde giftet sig med Knuds mor.

Svend og Valdemar lider også tab i slaget, bl.a. falder Stig Tokesøn.

Samme år 1151 dør Asser Rig, far til Absalon og Esbern og plejefar til Valdemar.

BLODGILDET I ROSKILDE

Tre år senere i 1154 vender Valdemar sig imidlertid fra Svend, som havde tillagt sig ødsle og udanske vaner, krævede skatter op i stor stil og for øvrigt også havde lagt sig ud med svenskerne.

Knud var ikke sen til at se mulighederne i den nye situation. Han skyndte sig at få sin søster Sofie forlovet med Valdemar, så var der lige som lidt mere hold på ham. De lod sig da også sammen udråbe til konger på Viborg Ting.

Svend havde dog ikke helt tabt modet, så han forsøgte at samle en hær for at tage til Jylland. Men da Sune Ebbesøn også lægger luft til ham, opgiver han og flygter til svigerfar i Tyskland.

Mens Valdemar og Knud de følgende par år sammen styrer Danmark, samler Svend styrke i det sydlige udland. Så meget, at da han i vinteren 1156-57 besætter Slesvig, Fyn og Lolland, foretrækker Valdemar og Knud at forhandle sig til fred. Kongemagten deles, så Valdemar får Jylland, Knud Øerne mens Svend må tage til takke med Skåne. Med i aftalen var også, at de tre konger senere på året skulle mødes.

Knud påtog sig derfor efter nogle måneder værtsskabet og inviterede til gæstebud i Roskilde. Det blev en bloddryppende historie, for det viste sig, at Svend havde holdt gode miner til slet spil. Så da han ud på de sene nattetimer gik til sit sovegemak, var det tegn til, at hans medsammensvorne skulle angribe Knud og Valdemar. Knud overlevede ikke at få hovedet kløvet, men Valdemar lykkedes med nød og næppe at flygte til trods for, at han var såret.

Han og Absalon, der havde været med til gæstebudet, nåede frem til Hvidernes hovedsæde i Fjenneslev til trods for, at Svend og hans mænd ihærdigt eftersøgte dem.

Valdemar var klar over, at det gjaldt om at komme til Viborg Ting, hvis han skulle stille noget op over for Svend. Det lykkedes ham takket være Hvidernes hjælp at komme over bæltet til Fyn og derfra videre til Jylland, selv om Svend gjorde hvad han kunne for at forhindre det.

På Viborg Ting fik Valdemar Svend anklaget for forræderi, ligesom han giftede sig med sin forlovede Sofie, afdøde Knuds søster.

Svend sad ikke med hænderne i skødet. Han samlede sin hær, tog til Jylland og mødte Valdemar og dennes fæller i et voldsomt slag på Grathe Hede. Her blev hele Svends hær hugget ned, og Valdemar stod alene tilbage som konge. Det gjorde han de næste 25 år, og det endda så godt, at fik tilnavnet den Store.

Men da var vores egen Ebbe Skjalmssøn for længst stået af.

HEROLD