|
Gemeinsame Notiz |
Mine nærmeste forfædre Vi vender kikkerten for at se lidt langt tilbage i tiden, til omkring 1859 De første billeder er uskarpe, eller er det blot de mange snebyger, der slører billedet? I Rudkøbing ser vi min oldefar Ditlev Julius Rosenstand, han er i gang med at redigere dagens avis, som han startede i 1850. Julius stammer fra Horsens, hvor han blev født i 1822, og hvor han også blev oplært i bogtrykkerfaget. Som svend kom han til Morten Hempels Bogtrykkeri i Odense, hvorfra Fyens Stiftstidende udgik, og dette sidste blev sikkert årsagen til, at han begyndte at drømme om selv at udgive en avis. Det krævede dengang en kongelig bevilling. Den søgte han - til udgivelse af en avis i Rudkøbing. I begyndelsen af marts 1850 kom Julius og hans hustru, der var skipperdatter fra Svendborg og hed Sofie Amalie Hansen, før hun giftede sig med Oldefar, til Rudkøbing, hvor det første nummer af Langelands Avis udkom den 12. april 1850. Det blev ikke nogen let bladstart. Om den fortæller han selv i mindeskriftet “Min livsgerning”, som han udsendte i 1888: “Jeg havde lejet Lejlighed i Ejendommen Østergade 72 og indflyttede i denne først i marts, ventende paa at modtage de i Kjøbenhavn bestilte Apparater. Disse var saa nøje afpassede efter mine Pengemidler, som det var mig muligt, men bestod af det bedste og hensigtsmæssigste, alt af nyt, til et mindre Bogtrykkeri, hvoraf et Blad skulle udgaa. Alle Apparater skulle leveres mig medio Marts, da Bladet “Langelands Avis” skulle begynde at udgaa 1ste April. Der indtraf imidlertid først i Marts en temmelig streng Vinter med Havlæg, saa at mine Apparater, der i rette Tid var afsendt med Skipper C. M. Petersen, blev indefrosne i Kjøge Havn, hvortil Skipperen paa Grund af Vinteren maate søge. Dette bevirkede, at Skibet først indkom i Rudkøbing Havn den 8. April, og at jeg først den 9. om Formiddagen kunne erholde Varerne udleverede. En Medhjælper, Typograf Prøvesen fra Odense, havde været hos mig fra Midten af Marts Maaned. Vi fik nu begge to meget travlt med Typernes Fordeling i Sættekasserne, Pressens Opstilling, Støbning af Farvevalser m.m. Allerede den 10. April kunne vi trykke det første Arbejde, nemlig en Adresse til Rigsdagen, som var forfattet af de to særdeles oplyste og frihedselskende Bønder, Niels Christoffersen i Torpe og Niels Hansen i Lundsgaarde. Nu skulde vi Arbejde med det første Nummer af “Langelands Avis”, men dette var et yderst trist Arbejde. De flere Uger i Forvejen over hele Øen udsendte Subskriptionsindbydelser var saa sparsomt paategnede sendt mig tilbage, at Abonnementstallet saa at sige var for Intet at regne. Der var ikkun tegnet 35 Eksemplarer. Uagtet Avisen - ligesom den Tids Provinsblade ikkun udgik 3 Gange ugentlig i lille 2-spaltet Format, var Arbejdet mig dog næsten uoverkommeligt, da min Medhjælper var Trykker, og som saadan ikkun kunde yde mig forsvindende Assistance ved Sætningen, trods hans allerbedste Vilje til at yde mig den størst mulige. Min i de tre Aar hos Hempel tilvante Arbejdstid paa 10 Timer i Døgnet steg nu til 18 - 20, ja ikke sjældent til 24, saa at der ikke gaves mig den mindste Hvile. Denne skrækkelige Overanstrengelse paaførte mig en heftig Feber, der i en kort Tid næsten aldeles knugede mig sammen; men holde Pinen ud og slide i det maate jeg. Med min gode Konstitution fortog Feberen sig endelig, og jeg gjenvandt snart mine fysiske Kræfter”. Allerede i 1851 flyttede Langelands Avis til Østergade - eller Nygade, som det dengang hed. Her opførte Oldefar et 1-etagers forhus, hvori der indrettedes såvel bolig som trykkerilokale. Det gik fortsat godt fremad for oldefar og hans avis, han opførte allerede syv år efter en 2-etagers trykkeribygning i gården med lokaler til sætteri og trykkeri og med værelser på første sal til trykkeripersonalet. I forhuset startede oldefar en boghandel med hans broder, S. Rosenstand, som leder. Den blev i 1868 overtaget af broderen, der flyttede den til Østergade. I 1859, som kikkerten har stillet sig ind på, har avisen stadig “BT-format”, men der er ikke rigtigt penge til at investere i en trykkemaskine, der kan trykke i rigtigt avisformat. Avisen bliver dels finansieret af de faste abonnenter, dels af annoncer. Min oldemor er der hjemme, og hun venter sig. På væggen hos oldefar og oldemor hænger et billede af dem. Om morgenen den 29. juni 1859 starter verne, og min farfar bliver født. Han er barn nr. 5 i familien, hans ældste søster heder Alma, så er der Olga, og derefter Thyra og endelig hans broder Axel. Han kommer til at hedde Carl Edvard Rosenstand. Oldefar og oldemor er et kendt par i Rudkøbing, det er jo dem, der skriver om alle andre. Oldefar beslutter, at han vil spare penge op til en ny trykkemaskine, så han kan trykke i stort format. Endelig i 1876 kan købe en sådan maskine. Det er en stolt mand, der endelig kan sende sin avis på gaden i et rigtigt avisformat. Oldefar blev som bogtrykker og redaktør en anset og meget initiativrig borger. I 1853 var han medstifter af Borgerforeningen og senere en tid dens formand. I 1857 deltog han i stiftelsen af den første Håndværker- og Industriforening og sad i dennes bestyrelse i en årrække. I 1862 blev der på hans initiativ afholdt en Håndværker- og Industriudstilling i Rudkøbing. Under krigen 1864 satte han sig i spidsen for en indsamling af klæder og madvarer til soldaterne og sejlede selv til Als med gaverne. Da Rudkøbing i 1866 rejste et minde for Kong Frederik VIII, var oldefar også med i den nedsatte komité. Ved adskillige store folkelige politiske møder, bl.a. et møde i Lindeskoven, der samlede 1500 mennesker, var oldefar en myndig dirigent. Da oldefar trak sig tilbage, overdrog han bladet til sin søn Axel og Oldemor og oldefar tog ophold i København
Oldefar som ældre
Oldefar som ældre I 1897 døde oldemor, og oldefar levede videre til 1912, og han blev begravet den dag, han selv betragtede som den største i sit liv: 12. april, stiftelsesdagen for Langelands Avis.
Vi skruer lidt på indstillingen på kikkerten, og vi kan nu se farfar mere klart.
Carl havde en god opvækst i Rudkøbing, og han kom i lære som farver i Svendborg. Han giftede sig med Cecilie Cathrine Hansen, som var datter af brændevinsbrænder Hans Jacob Hansen og Lorentzine Constance Hansen.
Farfar og farmor startede Svendborg Dampvaskeri, som var en af byens store virksomheder. Svendborg Dampvaskeri (min farmor nr. 2 fra højre) Farmor og farfar fik 6 børn. Den ældste Maja, var gennem hele livet meget svagelig, og boede hjemme til langt op i alderen. Så var der Paula, som blev gift med ingeniør Due Petersen i Svendborg, de fik 2 piger, Karen og Inger. Derefter kom Julius, som var indehaver af et farveri i Ægypten. Han blev senere i livet gift med en græsk dame, som nærmest ruinerede ham, hvorefter han måtte sælge sin virksomhed og næsten leve på et eksistensminimum. Han døde ved at køre i havnen i Alexandria. Så var der Emilie (Mille, som hun kaldtes), som var gift med købmand Hjorth i Odense. De fik to drenge Mogens og Niels, og senere en datter, Sidse. Ellen blev gift med direktør Holst i Charlottenlund og fik Erik og Jørgen. Til slut var der far, som hed Knud August. Han blev født den 27. marts 1904, som yngste skud på stammen. Farmor og farfar solgte dampvaskeriet i 1921 for 105.000 kr., og købte så et 2- etagers hus i Troense for 21.000 kr. Det var en meget rentabel investering, for der var to lejligheder i nederste etage, og dem lejede de ud for 1050 kr. pr. år. I sommerhalvåret lejede de endvidere det halve af deres egen lejlighed ud, for 625 kr. Til huset hørte endvidere et sidehus, som de lejede ud for 350 kr., så de tjente ikke så lidt på denne ejendom. Farfar åbnede en strandkiosk, og da stranden ved Troense var godt besøgt om sommeren, blev det til en helt pæn indtægt. Det er meget lidt jeg husker om min farfar. Han døde i 1938, så jeg var kun 4 år på det tidspunkt. Jeg kan dog huske, at vi besøgte dem i Troense, bl.a. kan jeg huske deres hus. Farmor derimod, fik vi børn et meget nært forhold til, idet hun blev vores nabo i Holbæk. Lad os lige skrue lidt på kikkerten for at se min familie på mors side. Min oldefar var restauratør Lars Petersen i Andebølle på Fyn. Oldefar og oldemor flyttede senere til Odense, hvor de boede i Nedergade. De drev en restaurant i Odense.
Oldemor og oldefar Jeg husker ikke noget særligt om dem, og når jeg forsøger at fokusere med kikkerten, kommer der ikke rigtigt noget frem. Men af min mormor og morfar danner der sig et meget klart billede. Min morfar blev født Andebølle i 1879. Han kom til at hedde Peter Marius Petersen. Peter Marius blev på mange måder en spændende mand. Han blev efter skoletiden handelsuddannet i Lundeborg og Middelfart. Han fortalte, at det var en hård uddannelse, de fik dengang. “Vi arbejdede fra 6 morgen til 10 aften, hvortil kom, at middagspausen var meget kort. Det hændte, at vi måtte sluge middagsmaden på 5 minutter”. “Der blev ikke taget med fløjlshandske på os dengang, men der var jo heller ikke så meget sport og den slags på den tid. Vi koncentrerede os om arbejdet, og vi tænkte ikke så meget på at få fri, og det gik alligevel storartet”, som han sagde.
Morfar var en rigtig handelsmand. Som 20 årig blev han ansat som bogholder og fuldmægtig i Svendborgfirmaet Petersen & Jensen, som var et Korn og Foderstofselskab. Mormor og morfar fik på dette tidspunkt gennemsnitlig et barn om året, og morfar måtte, derfor hver gang der var ankommet et nyt barn, bede om lønforhøjelse. Til sidst mente de to agtværdige ejere af Petersen & Jensen, at det gik lidt for tit på, og de mente at de ikke kunne blive ved med lønforhøjelser i den anledning. Det tog morfar konsekvensen af, og han sagde op, og blev rejsende for Randers Korn. Dette varede dog kun ca. et år, så kontaktede de to ejere, som begge var konsuler, morfar, og ville have ham tilbage. Morfar fortalte at der atter var et barn i vente, hvilket naturligvis skulle have indflydelse på lønnen, men ejerne foreslog så, at morfar overtog virksomheden, idet han så selv var herre over hvilken løn han kunne tjene hjem. I 1916 overtog han firmaet sammen med kgl. Vejer og Maaler H. Gislinge, som var fuldmægtig i virksomheden. Samarbejdet med Gislinge varede til 1925, hvor Firmaet blev ændret til et A/S, og morfar var derefter eneejer af firmaet. Morfar oprettede et rederi, som hed “Panis”. Rederiet ejede flere tre- og firmastede skonnerter, som sejlede mellem Australien og Europa med korn og majs. Når de var hjemme om vinteren lå de opankeret på Thurø bund, der hvor der i dag ligger gamle Coastere til skrotning.
Der var mange skibe i rederiet, bl.a. et tremasters, som hed Dagny og en firemasters jernbark, som hed Ingrid, dette lå længe i Svendborg havn, og fik en meget stor istandsættelse.
Det var helt hvidt og lignede meget vort nuværende skoleskib, det sejlede med smør på Trinidad, men blev solgt medens det var der nede. På det tidspunkt, først i tyverne, var sejlads med sejlskibe ved at holde op.
Der var endvidere et sejlskib, der hed Ella, som var opkaldt efter min mor. Det var bygget på Svendborg Træskibsværft, som lå der, hvor Boghvedemøllen ligger i dag. Der var nu ikke meget held ved det skib, det brændte flere gange, en gang i Paris, og en gang i Cornwall i England. Til sidst blev det solgt til et firma i Kolding, men de havde heller ikke held med det, for det sank i Kanalen eller Atlanten. Senere blev det hævet og undersøgt, og det viste sig, at årsagen til forliset var sabotage.
I 1934 overtog morfar Brdr. Plums Korn og Foderstofforretning i Assens, hvorefter den omdannedes til et aktieselskab under navnet A/S Assens Korn. Endelig overtog han Baagøe & Ribers Korn- og Foderselskab, og sammenlagde det med Petersen & Jensen Morfar som 50-årig I tyverne blev der krise for danske skibsværfter, og Svendborg Skibsværft gik fallit. Morfar stillede sig i spidsen for en rekonstruktion, som i 1926 resulterede i, at skibsværftet kunne fortsætte. Desværre ser det nu i 1996 ud til, at der atter er en krise, der truer det gamle værft.
Han tog initiativ til at virksomheden Fyns Andels-Fjerkræsslagteri blev startet og ligeledes Svendborg Amts Frugtsalgsforening.
Da han var handelsmand, var det ham meget magtpåliggende, at unge kunne få en god uddannelse. Han stillede sig derfor i spidsen for oprettelse af Svendborg Handelsskole. På samme tidspunkt var han formand for Svendborg Handelsstandsforening. Efter befrielsen i 1945, begyndte initiativrige svendborgensere at tænke på fremtiden. Svendborg havde potentiale som kongres- og turistby. Der manglede imidlertid hotelkapacitet, og de ledende borgere i byen mente, at der måtte bygges et nyt og moderne hotel. Et aktieselskab, A/S Hotel Svendborg, blev stiftet. I initiativgruppen var foruden morfar købmand Aksel Brock, fabrikant Ejner Halberg, konsul Jens Peter Baagøe Riber, skibsreder A. E. Sørensen og landsretssagfører A. L. H. Elmquist. Man købte en grund af kommunen, som fik aktier i selskabet i stedet for penge, og efter en del bryderier kom byggeriet i gang. Det viste sig, at man byggede på mosegrund, hvorfor der måtte rammes 25 m betonpæle i jorden før grunden kunne støbes. I 1955 stod hotellet klar med 88 sengepladser fordelt på 56 værelser. Det var noget af det mest moderne hotelbyggeri i Danmark på det tidspunkt. Morfar var dets første bestyrelsesformand Morfar solgte Petersen & Jensen i 1951, han var da 72 år gammel, han kunne imidlertid ikke lade være med at handle. Han begyndte at handle med olie, som han især solgte til de bønder, han kendte i forvejen, og inden længe blev han en af de bedste sælgere i Danmark.Til sidst måtte han dog give op. Alderen begyndte at virke, og de sidste to år af hans liv var han konstant syg. Mor passede ham sammen med mormor. Han kunne somme tider virke temmelig urimelig. Vi kunne dog altid se, at det var smerterne, der indvirkede på hans humør. Den 8 marts 1963 døde han, og man kan godt sige, at en af de “store mænd” i Svendborg, - og forresten også i resten af landet - gik bort. Morfar giftede sig med Emma Jørgensen fra Odense. Hun blev en strålende kone for ham, og en meget afholdt mor og mormor. De fik 15 børn i alt. Selv om ikke alle levede på samme tid, var det da alligevel en præstation. Et af børnene, en lille pige døde af kræft i 2 års alderen. Hende taler familien meget om, så det må have gjort et meget stærkt indtryk på dem.
Morfar som 70-årig Heldigvis havde familien gode økonomiske kår. De boede i en meget stor villa, Camma, som sagtens kunne rumme den store familie og deres tjenestefolk. Senere flyttede de til en villa på Niels Juelsvej 6, som ganske vidst var noget mindre, men da børnene var flyttet hjemme fra, var der plads nok.
morfars broder, mormor, morfar, morfars svigerinde Jeg husker bl.a. mormor for sin “opdragende” rolle overfor de tjenestefolk hun havde i sit brød. Bl.a. står det meget klart for mig, at hun altid tilkaldte stuepigen ved at klimpre på en sølvklokke. Når det skete, kom pigen farende, og fik udstukket sine ordre om, hvad mormor nu ville have udført. Som det fremgår, har jeg en masse morbrødre og tanter, men det er ikke dem alle jeg kommer til at omtale lige meget i denne beretning, nogle af dem fik vi børn et meget nært forhold til, andre kendte vi derimod næsten ikke. Der kunne skrives meget mere om morfar og mormor, og jeg vil da også vende tilbage til dem undervejs, når der stilles skarpt på oplevelser, hvor de har deltaget.
Tilbage |