|
Gemeinsame Notiz |
VALDEMAR DEN STORE, 1131-1182
Artikler
Valdemar 1. den Store, 1131-1182, konge af Danmark fra 1157, søn af Knud Lavard. Valdemar voksede op hos Asser Rig. Under borgerkrigen efter 1146 støttede han først Svend 3. Grathe, senere Knud (5.) Magnussen. I 1157 deltes riget mellem de tre kongsemner. Ved Blodgildet i Roskilde samme år undslap Valdemar Svends attentat i modsætning til Knud. Han ægtede derpå Knuds halvsøster Sophie og besejrede Svend i Slaget på Grathe Hede, hvormed han blev enekonge. I 1158 sikrede han sin fostbroders, Absalons, valg til biskop af Roskilde. En hovedopgave for Valdemar og Absalon blev kampen imod venderne, som kulminerede med erobringen af Rügen i 1169. Vendertogene tjente samtidig til at samle riget omkring kongemagten, som især i de første år under Valdemar mødte kraftig modstand fra flere stormænd. I forholdet til Tyskland stod Valdemar svagt. I 1162 måtte han aflægge lensed til kejser Frederik 1. Barbarossa og følge dennes politik i forhold til pavedømmet. Det bragte ham i strid med ærkebiskop Eskil i Lund. Eskil måtte forlade landet, men kirkepolitisk vandt pavedømmet og dermed ærkebiskoppen. Valdemar, som undervejs skiftede side i den pavelige strid, opnåede imidlertid reelt en stor gevinst ved Eskils hjemkomst: I 1170 skrinlagde Eskil i Sankt Bendts Kirke i Ringsted Knud Lavard som helgen og kronede kongens søn, Knud 6. Valdemarsen, som konge. Valdemar bekæmpede i hele sin kongetid mulige tronkandidater. Blandt modstanderne var Buris Henriksen, Erik 3. Lams uægte søn Magnus samt brødrene Karl (d. 1176) og Knud (d. 1176), der tilhørte Thrugotslægten og var efterkommere af Knud 4. den Hellige; bortset fra Karl, som blev dræbt i et slag, endte de alle deres liv i Søborgs fangekældre. Valdemars magt byggede især på de sjællandske stormænd, herunder Hvideslægten med bl.a. brødrene Esbern Snare og Absalon. Da Eskil trak sig fra sit embede, lykkedes det Valdemar at få Absalon valgt som ny ærkebiskop fra 1177. Skåningerne ville imidlertid ikke regeres på sjællandsk, og der udbrød et oprør, som konge og ærkebiskop kun med besvær fik kontrol med. Både ved denne lejlighed og ved flere af vendertogene måtte kongen opgive at få de jyske stormænd med. Valdemar den Stores regeringsperiode sikrede ikke desto mindre rigsenheden; året 1157, da han blev enekonge, markerer således både afslutningen på den lange urolige tid efter 1131 og indledningen til det, som i Danmarkshistorien kaldes Valdemarernes storhedstid. Kobberstik af Valdemar den Store fra perioden ca. 1500-1795. Fra Det Kongelige Bibliotek. Valdemar den Store står i skulpturform uden for Skt. Bendts kirke i Ringsted. Foto: Nils Jepsen, Wikimedia Commons. |